ARCHIVE: FAROESE STAMPS 2006

ENGLISH
DEUTSCH
DANSK


Stamp Issues on 12th of June 2006
Integration

Each year the European postal collaboration under the auspices of PostEurop makes arrangements to publish joint European postage stamps with varying themes. This year's European stamps have “Young People and Integration” as their common theme.

Over the past few decades, immigration from third-world countries has presented the established societies in
Europe with considerable challenges. In spite of the best intentions where peaceful integration is concerned, the difficulties have proved to be greater than anticipated. Culture, language, and not least religion, have turned out to be more of a hindrance than most people might have imagined just one or perhaps two generations ago.

The word 'integration' comes from Latin, and means acceptance (into a community) or gathering (into a unity or a whole). Such a unity is only possible in a future perspective and therefore belongs to the young.

Young people are quite prepared to associate with newcomers. There are many foreigners who are members of our sports associations, for example, where they are very welcome. They bring inspiration and knowledge to Faroese sport.  Sport creates identity and it is not only associations that compete. Village also competes against village. When a team from a village wins a match or a tournament, its residents say, "We won!" And this includes the foreigners on the team, which gives them a share in the local identity. Outside the world of sport, the residents of the village take great pains to include these newcomers in working life and in the life of the village in general.

This gives food for thought concerning the great difficulties that the Faroese authorities are capable of causing what are in reality the very few foreigners who choose to live in the Faroes.

The older generation is much more likely to take a restrictive attitude to new citizens than are young people.

Young people of today take a more relaxed view of their native culture. They travel around the world freely and want to experience foreign customs and cultures. And they have no experience of the old Faroese society, which is now a thing of the past. They do not feel the loss that the older generation feels more or less acutely. And modern youngsters have grown up with the Internet so they can travel virtually all over the world – every day.

Older people talk about hospitality when the discussion turns to immigrants. In the old days, hospitality was almost a characteristic quality of Faroese culture. A number of phrases express this attitude. A poet puts it as follows, "Tá stongd var ei bóndans stova, um ókunnufólk kom á leið." (Then, the farmer's door was not locked when strangers came by). Foreign accounts of travelling in the Faroes, old as well as new, often mention how hospitable the Faroese are. They also suggest that rich and poor alike should be treated equally where hospitality is concerned. We gain a view of a society in which residents are equals and everybody is of equal value.

But hospitality and integration are not the same. Guests go back home again. Immigrants settle in their new country. They are not guests, but residents. This is where older people's ideas of hospitality begin to fail. Integration is not simply a question of others adapting to our society. It is a mutual process, and this makes things far more difficult. But this is precisely where the real challenge lies in
Europe
today. There can be no doubt that the same challenge will make itself felt in the Faroes.

Young people today hardly see integration as a threat. They do not share the view of hospitality that was current in the past. This implies an idea of reality that divides people into "us" and "them" (the strangers who we must show hospitality), which appears to be in decline. Older people really see people from other countries as strangers, whereas young people do not feel they are so different. The old idea of hospitality makes an undesirable distinction between "us" and "guests".

For the present, it is not possible to talk about immigration of any extent in the Faroes. And, in the meantime, we can reflect over our own, internal integration. Are all Faroese integrated into Faroese society? What about the people with physical handicaps, who are unable to enter schools and other public buildings? The reason may often be as banal as a staircase or a door that is slightly too narrow. A handicap can rob people of every opportunity, even though very little may be necessary to improve these opportunities. People may be obliged to stay in their homes simply because a kerb is too high. We avoid people with mental illnesses and build institutions where we can hide them away. They must be integrated yet again.

The discussion on immigrants and integration has made this issue of internal integration more topical and created more understanding of the need to improve conditions for our own, silent, non-integrated people. While we await the arrival of more immigrants, it would be appropriate for us to sweep in front of our own door.

The tunnel – the way to the future
Some people have always tried to extend boundaries, although others feel safest inside well-defined limits.

Hans Christian Andersen’s 200th birthday was celebrated recently, and in his day, with the means of transport available at the time, the world was far larger and presented a much greater challenge than the world of today. Yet he is remembered for the maxim: “To travel is to live!” He took advantage of this urge and satisfied it on the one hand by getting to know the world around him with its different cultures, and by getting to know himself on the other. On his travels he gathered inspiration for his life and his writings. He became international – without being conscious of it himself.

Nowadays perhaps we say conversely: “In order to live, it is necessary to travel!” Time is money! From that point of view the tunnel is both necessary and practical. It facilitates access to the future. The advantages of modern technology are enhanced for the business world as well as for society as a whole. The day’s programme can be planned out differently – people are more free – and can more easily come and go as they choose without delays and detours.

But this freedom also carries with it a responsibility for planning the time to benefit your company, society, yourself and the entire world in your thoughts. Where do you go for entertainment? Close to home? Or way out of town? Does your town have anything special to offer in the way of entertainment? Can it provide enough to satisfy the young people? Or is the tunnel a good route to “the world of dreams”?

At this point the challenge lies in finding the right balance between on the contrasting possibilities of providing something for every individual and of confining oneself within the limits of the town.

We should exploit the tunnel as a useful route to all-round development and the challenge here becomes exciting as well as necessary. We are linked to the centres of activities – and they are linked to us. We need to listen to common sense to reap the best advantages from this tunnel.

One thing is certain, however! As far as Klaksvík, on the
island of Borðoy
, is concerned, the tunnel is the biggest and most significant development in living memory, as the future will confirm in full. The tunnel is part of the process of internationalisation.

Facts about the tunnel


The specific plans for a tunnel to connect the island of Eysturoy and the island of Borðoy are not entirely new. In 1988 Landsverkfrøðingurin (the national engineer) carried out a number of seismic investigations in Leirvíksfjørður (the strait between the two islands). A year earlier, an engineer had drawn up an overall plan showing alternative sites for constructing tunnels.

Further surveys in 1988 confirmed that the tunnel plans were considered to be economically viable. Fifteen years after the first surveys, work began on boring the tunnel between Eysturoy and Borðoy.

Stamp Issues on 29th of March 2006

Joint Nordic Issue – Sea Ghost and Norns


Through the physical universe and the inscrutable nooks and corners of the subconscious mind, many a weird creature has emerged in the course of time. These are the inhabitants of the world which we nowadays call the folklore. Today we are astonished by these strange products of the folklore, and have some difficulties to imagine, that they once were a natural part of life, as real as the tangible world or our own religious notions.

The Absurd Ghost

One of the most absurd creatures in Norse folklore is the Faroese “Sjódreygil” or “Sjódreygur”. The name means “Sea-Ghost” He often appears on skerries after sunset, and howls and screams. If a boat passes by, he calls upon the crew and asks them to take him with them. The Sjódreygil appears in two different shapes. Sometimes he looks like a man, and sometimes he looks like a dog. He has a brownish hue and if spotted on land, fire seems to come from him. Sjódreygil has only one leg or tail, but is capable of jumping on it. People have seen the tracks from it in the snow. If Sjódreygil meets a man on land, he will try to push him into the sea. But if the man is accompanied by a dog, Sjódreygil will leave him alone.

Sometimes fishermen have allowed the Sjódreygil to enter their boat. As long as it is dark, he can row for two men, and he is also good at finding the right spots for fishing. But when the dawn arrives, he slowly fades away. Some fishermen have tried to make the sign of the cross over him, but as the morning-redness grew stronger, he begged them to let him go. Once a boat-crew would not let him go, but then he just faded away, and the only thing left of him was the cross bone.

Norns

We know from the Norse Mythology, that fate played a significant role in our ancestor’s life. These notions were personified in the so called Norns – deities of the destiny, who, already at birth, decided people’s fate from the cradle to the grave. Besides from the three superior Norns: Urd (the fate of the family and the past), Verdandi (the present and future fate) and Skuld (the inexorable fate/death), there were a waste number of less significant Norns. These subordinate Norns were connected to the single individual or the family.

The Faroese Norns
On the
Faroe Islands
, these notions seem to have lasted for a long time after the introduction of Christianity. Several words and terms, which refer to Norns, have survived in the language until quite recently.

In the book “Dictionarium Færoense” from late eighteenth century, the author J. C. Svabo tells, that Norns were small, human-like beings, even smaller than vaettras. There are no other direct references to these beings, neither with Svabo or any other author. But it is clear that they have had some association with the families and have been present at childbirth, as we know it from other Norse sources.

The fact that the Norns seem to have been present at childbirth is made clear in another statement in Svabo’s book. He tells that on the island of Suðuroy, they prepared a special meal called “Norna-greytur” (Norn-porridge) for the mother, just after she had given birth to the child. When the mother had eaten, the porridge was served to the midwife and any other person who had been present during the birth.

Svabo also mentions, that the white spots, which sometimes appear on people’s nails were called “Nornaspor” (tracks of the Norns). The spots can be an indication for sickness.

Ormurin langi - The Long Serpent

‘The Ballad of the Long Serpent’ takes its subject matter from the account well given in ‘Heimskringla’ of the famous sea battle off the island of Svolder or Swold in 1000, when the Swedish and Danish kings, together with the Norwegian Erik Håkansson (Earl Erik), attacked the Norwegian king, Olaf Trygvason, while he was on his way home from Wendland to Norway on his ship, the Long Serpent, accompanied by his fleet.  They attack in turn and King Olaf repulses the assaults of the two kings, but is defeated by his countryman Erik Håkansson.  The outcome of the battle is known: when Olaf realizes that the battle is lost, he leaps overboard together with his surviving men.

It is not known where this battle took place, with it being doubtful whether there ever was an island called Svolder.  In the ballad the poet has Olaf sailing from the Baltic into the Oresund between Denmark and Sweden, where he imagines the island to be located, and the battle takes place in the straits between the island and the mainland.

The Original Ballad
We do not know when ‘The Ballad of the Long Serpent’ was composed.  The oldest recording dates back to 1819 and was made by Jóannes í Króki of Sandur.  He also records it in 1823 in ‘Sandøbogen’, his large collection of ballads, together with the information that he had the ballad from the poet himself.  When Svend Grundtvig and Jørgen Bloch edited ‘Føroya kvæði’, an anthology of Faroese folksongs, around 1880, they knew of six recordings of the ballad.  A recording in the poet’s own hand turned up at a later date, but we do not know when it dates from.

It would be no exaggeration to say that the ballad has become national property.  All the Faroe islanders know it, it is read and taught assiduously in schools, and most people – or at least those interested in Faroese dancing – can sing along when it is performed for a dance.  It is well composed, the narrative is lively and hangs together logically, and the poetic language is powerful.

Stamp Issues on 13th of February 2006

Deep-Sea Fish

Introduction
Life in deep waters is very different from shallow waters. Very little light penetrates below 500 metres and most deepwater fishes live in almost complete darkness. Many deepwater fishes have light organs that are used for communication but also as camouflage. When a deepwater fish looks upwards it is able to see other living organisms as dark objects against the light from above. By emitting light downwards a fish becomes invisible to other fishes below.

The information available about many deepwater fishes is very sparse. Some of them are only rarely caught, and even the most basic information about general biology and distribution is lacking.

Moonfish – Lampris guttatus

The moonfish is a large pelagic fish that may be as long as 180 cm. It is widely distributed in the eastern North Atlantic and the Mediterranean. It occupies depths down to about 400 metres, and it is therefore not a deepwater fish. It feeds on midwater fish and invertebrates, mainly squids. It is fished commercially.

Deepwater redfish – Sebastes mentella

The deepwater redfish may reach a size of 55 cm, but is usually less than 45 cm. It lives in comparatively high concentrations in the North Atlantic, for example in the Irminger Sea where considerable numbers are fished. It occupies depths between 300 and 1000 metres and is often pelagic, i.e. far off the bottom. The deep-sea redfish feeds on a variety of food organisms, for example small fishes. In contrast to most fishes that spawn unfertilised eggs, the deepwater redfish has internal fertilisation and spawns free-living larvae.

Anglerfish – Lophius piscatorius

The anglerfish may be classified as a shallow-water fish. An anglerfish may be as much as 200 cm long, but is usually less than 100 cm. It is found at depths of 20-1800 metres throughout the Atlantic. The anglerfish attracts other fish by the lures (or anglers) that are located on its head. When a fish is close enough the anglerfish suddenly opens its mouth and swallows its prey. The anglerfish is fished commercially.

Atlantic footballfish – Himantolophus groenlandicus

Himantolophus groenlandicus may reach 60 cm in size. It is distributed through all oceans at great depths, and feeds in the same way as the anglerfish. The males are dwarfs, but they are not attached to the females as is common for some other related fish species.

Deep-sea angler – Ceratias holboelli

Ceratias holboelli may reach 120 cm, which is a considerable size for a deep-sea fish. It is found in all oceans at depths of 120-1000 metres and feeds in the same way as the anglerfish. The males are only 4‑6 cm long (dwarfs) and they live as parasites attached to the female.

Linophryne lucifera

Linophryne lucifera may reach 40 cm, but is usually smaller. It is distributed through the North Atlantic at great depths. The males are dwarfs. Little is known about this fish.

Elongated bristlemouth – Gonostoma elongatum

Gonostoma elongatum is usually less than 30 cm long. It is found in all oceans at depths of 500-1200 metres. It swims up to depths of 50-400 metres at night and feeds on small crustaceans and fishes.

Hatchet fish – Argyropelecus olfersi

Argyropelecus olfersi is a small fish (7 cm) that is distributed through the eastern Atlantic. During the day it lives at depths from 200-800 metres, but ascends to 100-600 metres at night. Little is known about its diet.

Straightnose rabbitfish – Rhinochimaera atlantica

The straightnose rabbitfish is a large fish that may reach a size of 140 cm. It is found from the Bay of Biscay to Iceland and also off Nova Scotia and New England. The straightnose rabbitfish lives at depths from 500 to 1500 metres and is more closely associated with the bottom than most of the other fishes in this series. In contrast to most fishes, it spawns only a few but large eggs. Little is known about its diet.

Blue ray – Neoraja caerulea

The blue ray is a small skate, usually less than 30 cm long. It lives in the North Atlantic, for example in the areas around Rockall, at depths from 600 to 1300 metres. Like all skates it spawns comparatively few large eggs. Feeds on all kinds of bottom animals.

The Villages of Gøta, Fuglafjørður and Leirvík

Gøta


Syðrugøta is a village from the Viking age and, together with the neighbouring villages, Gøtugjógv and Norðragøta, it is often simply called Gøta, and these villages constitute a municipality. The name, Gøta, is derived from the word for street or road, and in bygone days there was a main road here from Skálafjørður to the villages further to the north and east. The first part of the name tells us that it was the southernmost of two villages.

Fuglafjørður

Fuglafjørður lies close to the fjord of the same name, which comes from the word for bird. The strange thing is that there are no bird cliffs at Fuglafjørður, but at one time there was a large number of shearwater, and they hatched their eggs on the common, on the mountainsides, and between the boulders. It is possible that a particularly large number of shearwater and other birds bred on the common around Fuglafjørður.


Four old "býlingar", or small communities, are known from the village, notably við Gjógvará, við Garð, í Toftum and á Áargarði.

Leirvík

Leirvík is an old village that borders on Leirvíksfjørður, and three old "býlingar", or small communities, are known here from the old days, uttan Á, á Toftanesi and við Garð. It was necessary to carry out an archaeological investigation of the area at Toftanes when the harbour and the road to the ferry berth were enlarged. There was a major excavation and house sites and artefacts were found which prove that Leirvík is also from the Viking age.
These sites have now been scheduled.




Briefmarkenausgaben 12.06.2006


Integration
Die europäische Postzusammenarbeit in Regie von PostEurop trifft jedes Jahr eine Vereinbarung über die Ausgabe gemeinsamer Europa-Briefmarken zu einem besonderen Thema. Die diesjährigen Europa-Briefmarken haben als gemeinsames Thema die Jugend und Integration.

Die Immigration aus der Dritten Welt in den letzten Jahrzehnten hat die alten Gesellschaften in Europa vor große Herausforderungen gestellt. Trotz bester Absichten für eine friedliche Integration sind die Schwierigkeiten größer als erwartet. Kultur, Sprache und nicht zuletzt die Religion haben sich als größere Barrieren erwiesen, als die meisten sich noch vor nur einer oder vielleicht zwei Generationen vorgestellt haben.

Das Wort „Integration“ kommt aus dem Lateinischen und bedeutet Einbeziehung (in eine Gemeinschaft) oder Vereinigung (zu einer Einheit oder Ganzheit). Eine solche Ganzheit ist nur in einer zukünftigen Perspektive möglich und daher der Jugend zuzuordnen.

Jugendliche möchte gern mit den Zuwanderern zusammen sein. Z. B. gibt es sehr viele Ausländer in unseren Sportvereinen, wo sie herzlich willkommen sind. Denn sie inspirieren und bereichern den färöischen Sport ja auch.

Sport schafft Identität. Es sind nicht nur die Vereine, die untereinander konkurrieren. Die Ortschaften kämpfen ebenfalls gegeneinander. Wenn eine Sportmannschaft aus einem Ort ein Spiel oder ein Turnier gewinnt, sagen die Einwohner: „Wir haben gewonnen!“ In dieses „wir“ eingeschlossen sind auch die Ausländer in der Mannschaft, und dadurch werden sie ein Teil der lokalen Identität. Außerhalb des sportlichen Bereichs bemühen sich die Einwohner, diese Fremden in die Arbeitswelt und den Lebensalltag des Ortes insgesamt einzubeziehen.

Es stimmt nachdenklich, wie große Schwierigkeiten die färöischen Behörden diesen in Wirklichkeit sehr wenigen Ausländern bereiten können, die gerne auf den Färöern leben möchten.

Es ist die ältere Generation, die in höherem Maße als die junge Generation eine restriktive Haltung gegenüber den neuen Bürgern einnimmt.

Die heutige Jugend hat ein entspannteres Verhältnis zur Kultur ihres Heimatlandes. Sie reist frei in der Welt umher und möchte fremde Sitten und Kulturen kennen lernen. Sie hat auch die alte färöische Gesellschaft nicht erlebt, die jetzt nur noch Geschichte ist. Sie fühlt nicht den Verlust, den die ältere Generation mehr oder minder bewusst verspürt. Und die Jugend von heute ist mit dem Internet aufgewachsen. Darin bewegt sie sich virtuell rund um den Erdball – jeden Tag.

In der Diskussion über die Zuwanderer sprechen die Älteren von Gastfreundschaft. In früheren Zeiten war die Gastfreundschaft beinahe ein Qualitätssiegel der färöischen Kultur. Mehrere sprachliche Wendungen bringen diese Einstellung zum Ausdruck. Ein Dichter fasst es in diese Worte: „Tá stongd var ei bóndans stova, um ókunnufólk kom á leið“ (Da war die Stube des Bauern nicht verschlossen, wenn Fremde vorbeikamen). In ausländischen Reisebeschreibungen von den Färöern, älteren wie neueren Datums, wird oft erwähnt, wie gastfreundlich Färinger sind. Es wird auch angedeutet, dass in Bezug auf die Gastfreundschaft alle Stände gleich zu behandeln sind. Man erhält den Eindruck von einer Gesellschaft, in der die Einwohner gleichberechtigt sind und alle denselben Wert haben.

Aber Gastfreundschaft und Integration sind nicht dasselbe. Gäste fahren wieder nach Hause. Zuwanderer lassen sich in dem neuen Land nieder. Sie sind keine Gäste mehr, sondern Einwohner. Da greift die Vorstellung der Älteren von Gastfreundschaft zu kurz. Integration ist nicht nur eine Frage der Anpassung anderer an unsere Gesellschaft. Es handelt sich um einen gegenseitigen Prozess, und hier wird es gleich schwieriger. Genau dort liegt jedoch die wahre Herausforderung für das heutige Europa. Zweifellos wird dasselbe auch für die Färöer gelten.

Die jungen Leute heutzutage empfinden die Integration kaum als Bedrohung. Sie teilen die frühere Vorstellung von Gastfreundschaft nicht, denn diese beinhaltet eine Auffassung der Wirklichkeit geteilt in „wir“ und „die anderen“ (die Fremden, denen wir Gastfreundschaft erweisen sollen), die auf dem Rückzug zu sein scheint. Für die Älteren sind die Ausländer tatsächlich Fremde, während die Jugend nicht der Meinung ist, dass sie sich so sehr von ihnen unterscheiden. Das alte Verständnis von Gastfreundschaft zieht eine unerwünschte Grenze zwischen „uns“ und „den Gästen“.

Vorläufig kann man auf den Färöern nicht von einer nennenswerten Immigration sprechen. Und bis es soweit kommt, können wir über unsere eigene innere Integration nachdenken. Sind alle Färinger in die färöische Gesellschaft integriert? Was ist z. B. mit den Körperbehinderten, die nicht in Schulen oder andere öffentliche Gebäude hineinkommen? Der Grund kann oft eine Bagatelle wie eine Treppenstufe oder eine etwas zu schmale Tür sein. Eine Behinderung kann Menschen alle Möglichkeiten rauben, obwohl manchmal nur sehr wenig nötig wäre, um dies zu ändern. Einige können gezwungen sein, wegen einer zu hohen Bordsteinkante zu Hause zu bleiben. Wir meiden die psychisch Kranken und bauen Anstalten, in denen sie versteckt werden. Anschließend müssen sie dann erneut integriert werden.

Die Diskussion über Zuwanderer und Integration hat die Frage nach dieser inneren Integration wieder aktuell werden lassen und ein größeres Verständnis für die Verbesserung der Bedingungen für unsere eigenen, schweigenden Nichtintegrierten geschaffen. Während wir auf weitere Immigranten warten, sollten wir zunächst einmal vor unserer eigenen Tür kehren.

Der Tunnel – ein Schritt in die Zukunft
Menschen wollten seit jeher Grenzen versetzen - manche haben sich jedoch in den festen Grenzen geborgener gefühlt.

Vor kurzem feierten wir den 200. Geburtstag von H. C. Andersen. Zu seiner Zeit war die Welt mit den damaligen Reisemöglichkeiten weitaus größer und stellte viel mehr Herausforderungen als unsere gegenwärtige Welt dar. Und doch ist er wegen seiner Lebensregel bekannt: “Reisen ist Leben!” Dieses Bedürfnis nutzte und befriedigte er, um einerseits die Umwelt und andere Kulturen kennen zu lernen und um sich andererseits selbst zu erfahren. Auf seinen Reisen fand er Inspiration für sein Leben und seine Werke. Er wurde international – ohne sich selbst darüber im Klaren zu sein.

Heute können wir dies vielleicht umwandeln und sagen: “Um zu leben, müssen wir reisen können!” Zeit ist Geld! Aus dieser Sicht ist der Tunnel nicht nur erforderlich sondern auch zweckmäßig. Er vereinfacht unseren Zugang zur Zukunft. Der Vorteil durch die Technik unserer Tage für die Wirtschaft sowie für die Gesellschaft als Ganzheit verstärkt sich. Der Tag lässt sich anders planen – man har mehr Freiheit – man kann leichter dahin kommen, wohin man will, ohne (zeitaufwändige) Umwege.

Mit der Freiheit folgt für den Einzelnen auch eine Verantwortung für die Planung der Zeit zum Vorteil für das Unternehmen, die Gesellschaft, sich selbst und seine (ganze) Gedankenwelt. Wo findet man Unterhaltung? Dort, wo man wohnt? Oder außerhalb? Hat der eigene Ort auf dem Unterhaltungssektor viel zu bieten? Gibt es genug Angebote für die Jugend im Ort? Oder ist der Tunnel ein guter Weg in das “Traumland”?

Hierin liegt die Herausforderung: Das richtige Gleichgewicht zu finden zwischen auf der einen Seite jedem Einzelnen in allen Bereichen etwas anbieten zu können und sich auf der anderen Seite hinter den Mauern zu verschanzen.

Der Tunnel sollte als ein zweckmäßiges Mittel für unsere Allroundentwicklung dienen. Und darin besteht die notwendige, aber auch faszinierende Herausforderung. Wir sind jetzt ein Teil des zentralen Gebiets und umgekehrt. Es gilt, die Vernunft walten zu lassen, um den besten Nutzen zu ziehen.

Eines ist sicher! Der Tunnel stellt mit Hinblick auf Klaksvík das größte und bedeutungsvollste Ereignis seit Menschengedenken dar, wie die Zukunft uneingeschränkt bestätigen wird. Der Tunnel ist auch ein Baustein der Internationalisierung.

Über den Tunnel
Die konkreten Pläne über eine Tunnelverbindung zwischen Eysturoy und Borðoy sind nicht ganz neu. 1988 führte der Landsverkfröðingurin, der Landesingenieur, in diesem Zusammenhang eine Reihe seismischer Untersuchungen im Sund zwischen den zwei Inseln, dem Leirvíksfjörður, durch. Im Jahr zuvor hatte ein Ingenieur einen Gesamtplan erstellt, der zeigte, wo der Tunnel eventuell gebaut werden könnte.

1988 wurden Proben genommen, was bestätigt, dass man die Tunnelpläne als wirtschaftlich realisierbar betrachtete. Fünfzehn Jahre nach den ersten konkreten Untersuchungen wurde die Bohrung dieses Tunnels zwischen Eysturoy und Borðoy aufgenommen.

Der Tunnel ist 6,3 km lang und erreicht eine Tiefe von 150 Metern unter der Meeresoberfläche. Die Neigung wird maximal ca. 6% betragen.
Geht alles nach Plan, wird der Tunnel am 29. April 2006 eröffnet.

Briefmarkenausgaben 29.03.2006

Norden Ausgabe 2006 - Seegespenster und Nornen

In den unergründlichen Tiefen unseres Unterbewusstseins und des physischen Universums entstanden über die Jahrtausende eine Menge sonderbarer Wesen. Diese Wesen entstanden in einer eigenen Welt, die wir heute mit den eher technischen Ausdrücken „Volklore“ oder „Volksglauben“ bezeichnen. Heute wundern wir uns über diese sonderbaren Phantasiewesen und können es uns nur schwer vorstellen, dass sie dem menschlichen Bewusstsein einmal genau so real vorgekommen sind, wie wir heute etwa Nachbars Katze wahrnehmen oder unsere modernen religiösen Vorstellungen hegen.

Das absurde Gespenst

Zu den absurdesten Hervorbringungen des Volksglaubens gehört das färöische ”Sjódreygil” (auch als “Sjódreygur” bekannt, das so viel wie Meeresgespenst oder Meeresgeist heißt). Nach Sonnenuntergang steht es oft auf den Schären, wo es heult und jammert, dass es über große Abstände zu hören ist. Wenn ein Boot vorbei segelt, ruft es nach den Männern an Bord und bittet ihnen darum, es mitzunehmen. Dieses Gespenst ist dazu imstande, die Sicht der Menschen zu verzerren. Bisweilen erscheint es in Gestalt eines Hundes, dann wiederum in die eines Mannes. Es hat bräunliche Haut, und wenn es an Land erscheint, dann ist es von Flammen umgeben. Das Sjódreygil hat nur ein Bein oder Schwanz, kann aber dennoch sehr weite Sprünge machen. Im Winter sieht man die Spuren dieses Wesens im Schnee. Wenn es einem Mann an Land begegnet, wird es versuchen, ihn hinunter ans Meer zu drängen, aber wenn der Mann seinen Hund bei sich hat, dann führt im der Geist keinen Schaden hinzu.

Mitunter ist es vorgekommen, dass ein Sjódreygil von Fischern in ihrem Boot mitgenommen und an die Ruderbank gesetzt worden ist. So lange es dunkel ist, ist das Sjódreygil dazu imstande, für zwei Männer zu rudern, und es hat eine besondere Fähigkeit, die richtigen Fischplätze zu finden, aber wenn die Morgenröte sich über den Himmel breitet, schwindet das Sjódreygil dahin und es löst sich völlig auf, wenn sie Sonne aus dem Meer steigt. Es ist vorgekommen dass Menschen es versucht haben, das Sjódreygil zu bekreuzigen, aber je kräftiger die Morgenröte wurde, desto flehentlicher bat es um sein Leben. Einmal wollten eine Gruppe Männer das Sjódreygil nicht entwischen lassen, aber als die Sonne aufging, verschwand es, und das Einzige, das von dem Gespenst übrig blieb, war ein Kreuzbein auf der Ruderbank. Es wird behauptet, dass das Sjódreygil das menschliche Kreuzbein an sich genommen hat, und somit wird nur das von dem Gespenst übrig, wenn es sich auflöst oder umgebracht wird.

Die Nornen

Wir wissen aus der nordischen Mythologie, dass das Schicksal eine bedeutende Rolle in den Glaubensvorstellungen unserer Vorväter spielte. Diese Vorstellungen waren in den so genannten Nornen personifiziert, einer Art Schicksalsgöttinnen, die dem einzelnen Menschen bereits bei seiner Geburt sein Leben, Schicksal und seinen Tod voraussagten. Es gab die drei wichtigsten Nornen, die Urd (Vergangenheit/ Schicksal des Geschlechts), die Werdandi (Gegenwart und Zukunft) und Skuld (das Unabwendbare, der Tod). Darüber hinaus waren bestimmte Nornen mit den verschiedenen Familien verbunden. Mehrere Worte und Bezeichnungen, die sich auf den Begriff der Norne beziehen, zeigen, dass man auf den Färöern einige dieser Vorstellungen bis weit in unsere Zeit beibehalten hat. J. C. Svabo berichtet in seinem ”Dictionarium Færoense” aus dem 18. Jahrhundert, dass die Nornen nicht nur Schicksalsgöttinnen waren, sondern auch ungewöhnlich kleine, menschenähnliche Wesen, noch winziger als Wichtel. Es gibt keine weiteren Informationen über diese Wesen, weder bei Svabo oder anderen, aber man kann sich vorstellen, dass die Nornen irgendwie mit einzelnen Familien verbunden waren und dass man der Auffassung war, dass sie das Schicksal der neugeborenen Kinder festlegten, so wie man es aus anderen altwestnordischen Quellen kennt. Eine andere Stelle in Svabos Dictionarium belegt die Überzeugung, dass die Nornen anwesend waren, wenn Kinder zur Welt kamen. Svabo berichtet dort, dass man auf der südlichsten Insel, Suðuroy, einen besonderen Brei zubereitete, den sog. ”nornagreytur” (spr. nodna-gschäjdor ´Nornenbrei´). Dieser war die erste Mahlzeit, die man der frischgebackenen Mutter unmittelbar nach der Niederkunft servierte. Wenn die Mutter gegessen hatte, servierte man die Grütze der Hebamme und anderen, die bei der Geburt zugegen gewesen waren. Als Kuriosum kann hier noch erwähnt werden, dass die weißen Flecken, die bisweilen auf Fingernägeln auftreten können, auf färöisch „nornaspor“ (spr. nodna-sboor) genannt werden (Nornenspuren). Die Flecken können Anzeichen einer Krankheit sein.

Ormurin Langi – Die Lange Schlange

Das Lied über die lange Schlange bezieht seinen Stoff aus der Erzählung in der „Heimskringla“ über die berühmte Seeschlacht bei der Insel Svolder im Jahr 1000, als der schwedische und der dänische König zusammen mit dem norwegischen Erik Jarl den norwegische König Olaf Trygvason angriffen, während dieser an Bord seines Schiffes "Ormurin langi" mit seiner Flotte auf dem Heimweg vom Wendland nach Norwegen war. Sie greifen einer nach dem anderen an, König Olaf schlägt die Angriffe der zwei Könige zurück, muss sich jedoch seinem Landsmann Erik Jarl besiegt geben. Der Ausgang der Schlacht ist allbekannt: Als Olaf einsieht, dass die Schlacht verloren ist, springt er zusammen mit seinen überlebenden Männern über Bord. Man weiß nicht,  wo diese Schlacht stattgefunden hat. Es ist sogar zweifelhaft, ob es eine Insel namens Svolder gab. Im Lied lässt der Dichter Olaf Kurs von der Ostsee in den Öresund nehmen, wo die Insel seiner Meinung nach liegt und die Seeschlacht im Sund siedelt er zwischen der Insel und dem Festland an.

Wir wissen nicht, wann das Lied über die lange Schlange "Ormurin langi"  entstand. Die älteste Niederschrift stammt aus dem Jahr 1819, geschrieben von Jóannes í Króki in der Siedlung Sandur, und er nimmt diese auch 1823 in seine große Liedersammlung Sandøbogen auf, und dort mit der Nachricht, er habe das Lied vom Dichter selbst erhalten. Als Svend Grundtvig und Jørgen Bloch um 1880 die Sammlung Føroya kvæði (Volksweisen der Färöer) redigierten, hatten sie Kenntnis von 6 Aufzeichnungen des Liedes. Spätere tauchte eine eigenhändige Aufzeichnung des Dichters selbst auf, aber aus welcher Zeit diese stammt, wissen wir nicht.

Es ist nicht zuviel gesagt, wenn man das Lied als Volksgut bezeichnet. Alle Färinger kennen es, es wurde in der Schule fleißig gelesen und gelernt, und die meisten – jedenfalls von denen, die Interesse am färöischen Tanz haben - können mitsingen, wenn es im Tanz vorgetragen wird. Es ist gut komponiert, die Erzählung ist lebendig und hängt logisch zusammen, und die dichterische Sprache zeichnet sich durch ihre Emphase aus.


Briefmarkenausgaben 13.02.2006

Tiefseefisch

Einleitung
Das Leben in der Tiefsee unterscheidet sich wesentlich vom Leben im flacheren Wasser. In Wasserschichten über 500 m Tiefe dringt nur sehr wenig Licht vor, und die meisten Tiefseefische leben in fast völliger Dunkelheit. Viele Tiefseefische haben Leuchtorgane, die zur Kommunikation, aber auch zur Tarnung dienen. Wenn ein Tiefseefisch nach oben sieht, ist er in der Lage, andere lebende Organismen als dunkle Objekte gegen das von oben einfallende Restlicht zu erkennen. Wenn ein Fisch Licht nach unten aussendet, ist er für andere Fische unter ihm unsichtbar.

Über viele Tiefseefische sind die verfügbaren Informationen sehr spärlich. Einige von ihnen werden nur äußerst selten gefangen, und selbst die grundlegendsten Informationen über allgemeine biologische Fakten und die Verbreitung dieser Fische fehlen.

Gotteslachs – Lampris guttatus

Der Gotteslachs ist ein großer pelagischer Fisch, der bis zu 180 cm lang werden kann. Im östlichen Nordatlantik und im Mittelmeer ist er weit verbreitet. Er lebt in Tiefen um 400 m und ist somit kein Tiefseefisch. Der Gotteslachs ernährt sich von Mittelwasserfischen und wirbellosen Tieren, hauptsächlich Tintenfischen. Er wird kommerziell gefischt.

Tiefenbarsch – Sebastes mentella

Der Tiefenbarsch kann eine Körperlänge von 55 cm erreichen, ist meist jedoch kleiner als 45 cm. Er lebt in vergleichsweise hohen Konzentrationen im Nordatlantik, zum Beispiel in der Irminger See, wo beträchtliche Mengen gefischt werden. Er lebt in Tiefen von 300 bis 1000 m und ist oft pelagisch, d. h. weit vom Meeresboden entfernt. Der Tiefenbarsch ernährt sich von vielen verschiedenen Nahrungsorganismen, zum Beispiel von kleinen Fischen. Im Gegensatz zu den meisten Fischen, die unbefruchtete Eier ablaichen, werden die Eier des Tiefenbarsches im Körper befruchtet und als freilebende Larven abgelaicht.

Angler, Seeteufel – Lophius piscatorius

Der Seeteufel kann als Flachwasserfisch klassifiziert werden. Ein Seeteufel kann bis zu 200 cm lang werden, seine Körperlänge bleibt aber meist unter 100 cm. Er kommt im gesamten Atlantik in Tiefen von 20 bis 1800 m vor. Der Seeteufel lockt andere Fische durch die wie ein Köder wirkende Angel an seinem Kopf an. Wenn ein Fisch nah genug herankommt, öffnet der Seeteufel ruckartig sein Maul und verschlingt seine Beute. Der Seeteufel wird kommerziell gefischt.

Himantolophus groenlandicus

Der Peitschenangler Himantolophus groenlandicus kann eine Körperlänge von 60 cm erreichen. Er kommt in allen Ozeanen in großen Tiefen vor und ernährt sich auf die gleiche Weise wie der Seeteufel. Die Männchen sind Zwerge, heften sich jedoch nicht an die Weibchen, wie es bei einigen anderen verwandten Spezies üblich ist.

Ceratias holboelli

Der Rutenangler Ceratias holboelli kann eine Körperlänge von 120 cm erreichen, eine beträchtliche Größe für einen Tiefseefisch. Er lebt in allen Ozeanen in Tiefen von 120 bis 1000 m und ernährt sich auf die gleiche Weise wie der Seeteufel. Die Männchen sind nur vier bis sechs Zentimeter lang (Zwerge) und leben als Parasiten an das Weibchen angeheftet.

Linophryne lucifera

Der Teufelsangler Linophryne lucifera kann eine Körperlänge von 40 cm erreichen, ist meist jedoch kleiner. Er kommt im gesamten Nordatlantik in großen Tiefen vor. Die Männchen sind Zwerge. Über diesen Fisch ist nur wenig bekannt.

Gonostoma elongatum

Der Borstenmünder Gonostoma elongatum ist meist unter 30 cm lang. Er ist in allen Ozeanen in Tiefen von 500 bis 1200 m zu finden. Nachts wandert er in höhergelegene Wasserschichten von 50 bis 400 m Tiefe und ernährt sich von kleinen Krebstieren und Fischen.

Silberbeil – Argyropelecus olfersi

Argyropelecus olfersi ist ein kleiner Fisch (7 cm), der überall im östlichen Atlantik verbreitet ist. Während des Tages lebt er in 200 bis 800 m Tiefe, nachts steigt er jedoch in Wasserschichten von 100 bis 600 m Tiefe auf. Über seine Nahrung ist nur wenig bekannt.

Rhinochimaera atlantica

Rhinochimaera atlantica ist ein großer Fisch, der eine Körperlänge von bis zu 140 cm erreichen kann. Sein Verbreitungsgebiet reicht vom Golf von Biskaya bis nach Island, außerdem kommt er vor den Küsten Neuschottlands und Neuenglands vor. Diese Chimäre lebt in Tiefen von 500 bis 1500 m und ist enger mit dem Meeresboden verbunden als die Mehrzahl der anderen Fische in dieser Serie. Im Gegensatz zu den meisten Fischen laicht er lediglich wenige, aber große Eier ab. Über seine Nahrung ist nur wenig bekannt.

Neoraja caerulea

Neoraja caerulea ist ein kleiner Rochen mit einer Körperlänge von meist unter 30 cm. Er lebt im Nordatlantik, zum Beispiel in den Gebieten um Rockall, in Tiefen von 600 bis 1300 m. Wie alle Rochen laicht er vergleichsweise wenige große Eier ab. Er ernährt sich von allen Arten von bodenlebenden Tieren.

Gøta, Fuglafjørður und Leirvík

Syðrugøta

Syðrugøta ist ebenfalls ein Dorf aus der Wikingerzeit. Zusammen mit den Nachbardörfern Gøtugjógv und Norðragøta wird es oft nur Gøta genannt, wobei diese Dörfer zusammen eine Gemeinde bilden. Der Name Gøta bedeutet ”Straße”, zumal seit jeher die Hauptstraße von Skálafjørður zu den weiter nördlich und östlich gelegenen Siedlungen hier verläuft. Der erste Namensbestandteil besagt, dass es sich um das südliche zweier Dörfer handelt.

Fuglafjørður

Fuglafjørður liegt am gleichnamigen Fjord, wobei sich  dieser Name von ”fugle“ (Vögel) herleitet. Merkwürdigerweise hat Fuglafjørður gar keine Vogelberge, in früheren Zeiten gab es aber große Bestände an Schwarzschnabel-Sturmtaucher (P. puffinus), die auf der Allmende an Berghängen und zwischen Felsenblöcken brüteten. Möglicherweise haben Schwarzschnabel und andere Vögel in besonders hoher Anzahl auf der Allmende von Fuglafjørður ihre Brutstätten gehabt. Man weiß, dass die Siedlung aus vier alten ”býlingar” (Ortsteilen) besteht, und zwar við Gjógvará, við Garð, í Toftum und á Áargarði.

Leirvík

Leirvík ist eine alte Siedlung, die an Leirvíksfjørður angrenzt. Aus alter Zeit sind hier drei ursprüngliche ”býlingar” (Ortsteile) bekannt: uttan Á, á Toftanesi und við Garð. Im Zuge des Ausbaus des Hafens und der Zuwegung zum Fähranleger war die archäologische Untersuchung des Geländes bei Toftanes angesagt. Es gab eine große Ausgrabung, wobei Bauplatzstellen und Gebrauchsgegenstände gefunden wurden, die Leirvík nachweislich bis in die Wikingerzeit zurückdatieren.
Diese Siedlungsreste stehen jetzt unter Denkmalschutz.




Frimærkeudgivelser den 12.06.2006

Integration

Det europæiske postsamarbejde i regi af PostEurop, indgår hvert år aftale om udgivelse af fælles europafrimærker med særskilt tema. Dette års europafrimærker har ”Unge og integration” som fælles tema.

Immigrationen fra den tredje verden de sidste årtier har stillet de gamle samfund i Europa overfor store udfordringer. På trods af de bedste intentioner om en fredelig integration har vanskelighederne vist sig at være større end forventet. Kultur, sprog og ikke mindst religion har vist sig at være større barrierer end folk flest havde forestillet sig for blot én enkelt måske to generationer tilbage.

Ordet ”integration” kommer fra latin og betyder optagelse (i et fællesskab) eller samling (til en enhed eller helhed). En sådan helhed er kun mulig i et fremtidigt perspektiv og tilhører derfor ungdommen.

Ungdommen vil gerne være sammen med tilflytterne. F.eks. findes en hel del udlændinge i vore sportsforeninger, hvor de er meget velkomne. De tilfører jo også den færøske idræt inspiration og viden.

Idræt skaber identitet. Det er ikke kun foreninger, der konkurrerer mod hinanden. Bygd kæmper også mod bygd. Når et idrætshold fra en bygd vinder en kamp eller turnering, siger bygdens beboere: “Vi vandt!” Inkluderet i dette ”vi” er også holdets udlændinge, og de bliver herved en del af bygdeidentiteten. Udenfor det sportslige gør bygdens beboere sig umage for at inddrage disse fremmede i arbejdslivet og i bygdens liv i det hele taget.

Det giver stof til eftertanke, hvor store vanskeligheder de færøske myndigheder er i stand til at give de i virkeligheden meget få udlændinge, der har lyst til at bo på Færøerne.

Det er den ældre generation, der i højere grad end de unge indtager restriktive holdninger over for de nye borgere.

Nutidens unge har et mere afslappet forhold til hjemlandets kultur. De rejser frit omkring i verden og vil opleve de fremmede skikke og kulturer. De har heller ikke oplevet det gamle færøske samfund, som nu er en saga blot. De føler ikke det tab, som den ældre generation føler mere eller mindre bevidst. Og dagens ungdom er vokset op med internet. Der færdes de virtuelt over hele kloden – hver dag.

I diskussionen om indvandrere taler de ældre om gæstfrihed. I gamle dage var gæstfrihed nærmest en kvalitetsvurdering af færøsk kultur. Flere sproglige vendinger giver udtryk for denne holdning. En digter siger det således: “Tá stongd var ei bóndans stova, um ókunnufólk kom á leið” (Da var bondens stue ikke låst, når fremmede kom forbi). I udenlandske rejsebeskrivelser fra Færøerne, gamle såvel som nyere, nævnes ofte, hvor gæstfrie færinger er. Det antydes også, at høj som lav skal behandles ens med hensyn til gæstfrihed. Vi får en opfattelse af et samfund, hvor indbyggerne er ligestillet, og alle har samme værdi.

Men gæstfrihed og integration er ikke det samme. Gæster rejser hjem igen. Indvandrere bosætter sig i det nye land. De er ikke gæster, men indbyggere. Der kommer de ældres idé om gæstfrihed til kort. Integration er ikke kun et spørgsmål om, at andre skal tilpasse sig vort samfund. Det er en gensidig proces, og det er straks vanskeligere. Men netop dér ligger den virkelige udfordring for Europa i dag. Uden tvivl kommer det samme at gøre sig gældende for Færøerne.

De unge i dag opfatter næppe integrationen som en trussel. De deler ikke tidligere tiders forestilling om gæstfrihed. Den indebærer en virkelighedsopfattelse af “vi” og “de andre” (de fremmede, som vi skal vise gæstfrihed), der synes at være på vigende front. De ældre opfatter virkelig de udenlandske som fremmede, mens ungdommen ikke mener, at de er så meget anderledes. Den gamle opfattelse af gæstfrihed sætter en uønsket grænse mellem “os” og “gæsterne”.

Foreløbig kan man ikke tale om nogen immigration af betydning til Færøerne. Mens vi venter på den, kan vi reflektere over vor egen indre integration.

Er alle færinger integrerede i det færøske samfund? Hvad med f.eks. de bevægelseshæmmede, der ikke kommer ind i skoler og andre offentlige bygninger?  Grunden kan ofte være en bagatel som et trappetrin eller en lidt for smal dør. Et handicap kan fratage mennesker alle muligheder, selv om der ofte er meget lidt, der skal til for at ændre disse muligheder. Folk kan være nødt til at sidde hjemme på grund af en for høj fortovskant. Vi undgår de psykisk syge og bygger anstalter, hvor vi kan gemme dem væk. De skal så integreres en gang til.

Diskussionen om immigranter og integration har aktualiseret spørgsmålet om denne indre integration og skabt en større forståelse for at forbedre forholdene for vore egne tavse ikke-integrerede. Mens vi venter på flere immigranter, kan vi passende rydde op foran vor egen dør.

Tunnelen – et skridt ind i fremtiden
Selvom nogle føler sig trygge, når der er faste rammer, har mennesket nu altid forsøgt at flytte grænser.

For kort tid siden fejrede vi H. C. Andersens 200-års fødselsdag. Da han levede, var verden med de daværende, reducerede transportmuligheder nærmest langt større og meget mere udfordrende end den er i dag. Alligevel blev han kendt for sit motto “At rejse er at leve!”, som han selv efterlevede og dermed lærte både andre lande og kulturer - og ikke mindst sig selv - bedre at kende. På rejserne samlede han inspiration til sit daglige liv, men også til sit forfatterskab. Han blev verdensborger... uden selv at være klar over det.

Vore dages motto er måske snarere “At leve er at rejse!”. Vores tid er dyrebar, og derfor er en tunnel ikke blot praktisk men også nødvendig, da den forenkler vores adgang til fremtiden. Det teknologiske fremskridt gavner erhvervslivet, men også samfundet som helhed. Dagen kan planlægges anderledes, man stilles friere og kan nemmere komme derhen, hvor man vil, uden omveje.

Med friheden følger også ansvaret for at planlægge sin tid til gavn for både ens arbejdsplads, samfundet og én selv som mennesker. Hvor finder man adspredelse? Der, hvor man bor? Udenbys? Har ens by meget at byde på? Er der tilbud nok til ungdommen i ens by, eller er tunnelen en god vej ud i “det forjættede land”?

Derfor består den nutidige udfordring i at finde balancen mellem at udnytte mulighederne, som tunnellen giver, og på den anden side ikke at affolke lokalmiljøet.

Tunnelen bør benyttes som en hjælp til vor allround-udvikling, og her ligger den nødvendige, men også spændende udfordring. Vi bestemmer nu selv, hvor det centrale omdrejningspunkt i vores liv skal ligge, og det gælder om, på fornuftig vis, at få det bedste ud af det.

En ting er sikker! For Klaksvík, der ligger på øen Borðoy, er tunnelen mellem øen Eysturoy og Borðoy den største og mest betydningsfulde begivenhed i mands minde, hvilket fremtiden vil bekræfte. Tunnelen er desuden led i internationaliseringen.

Om tunnelen
De konkrete planer om en tunnelforbindelse mellem øerne Eysturoy og Borðoy er ikke helt nye. I 1988 foretog Landsverkfrøðingurin (Landsingeniøren) en del seismiske undersøgelser i Leirvíksfjørður (sundet mellem de to øer), og allerede året før havde en ingeniør udarbejdet en helhedsplan for placeringsmulighederne for tunnelbygning.

Der blev allerede i 1988 foretaget prøver, hvilket bekræfter, at man anså tunnelplanerne for økonomisk gennemførlige. Femten år efter de første konkrete undersøgelser blev boringen af denne tunnel mellem Eysturoy og Borðoy påbegyndt.

Tunnelen er 6,3 km lang og går ned til en dybde af 150 meter
under havets overflade. Hældningen bliver på maksimalt ca. 6%.

Går alt efter planen, bliver tunnelen åbnet for offentligheden den 29. april 2006.

Frimærkeudgivelser den 29.03.2006

Nordisk fællesudgave – Norner og Søspøgelset

Gennem det fysiske univers og underbevidsthedens uransagelige krinkelkroge er der i årtusindernes forløb opstået mange mærkelige figurer i den verden som vi i dag, lidt teknisk, kalder folkloren, folketroen. Vi sidder og undrer os over disse mærkværdige frembringelser, men har ofte svært ved at forestille os, at de engang har forekommet lige så levende i folks bevidsthed, som den håndgribelige verden og de religiøse forestillinger af i dag.

Det absurde spøgelse

En af folketroens mere absurde frembringelser er den færøske ”Sjódreygil”, også kaldt “Sjódreygur”, som betyder hav-spøgelse/ånd/dødning. Efter solnedgang står den ofte på klippeskærene og hyler og tuder, så man kan høre den over lange afstande. Hvis der kommer en båd forbi, kalder den på mændene og beder dem om at tage sig med. Den har egenskaber som gør at den kan fordreje menneskers syn, til tider ligner den en hund, til tider en mand. Den har en brunlig lød og hvis man ser den på land, står der ild fra den. Sjódreygil har kun et ben, eller hale, men den kan dog foretage lange spring og om vinteren har man set sporene efter den i sneen. Hvis den møder en mand på land, vil den forsøge at trænge ham ned mod havet, men hvis man har en hund med sig, gør den ingen skade..

Det er sket, at fiskere har taget en sjódreygil med sig på båden og sat den ved årerne, og så længe det er mørkt, er den i stand til at ro for to. Den er god til at finde de rigtige fiskesteder, men efterhånden som morgenrøden breder sig over himlen, svinder den ind og bliver til intet da solen stiger fra havet. Der er nogen som har prøvet at slå kors over den, men des stærkere morgenrøden blev, desto mere desperat blev den og bad for sit liv. Der var engang nogen som ikke ville lade ham slippe, men det førte med sig, at da solen stod op, forsvandt sjódreygil og det eneste der var tilbage var et krydsben, som blev liggende på bådebænken. Man siger at sjódreygil har taget det menneskelige krydsben på sig og derfor er der kun dette der bliver tilbage når den opløses eller bliver dræbt.

Norner

Fra den nordiske mytologi ved vi, at skæbnen spillede en betydelig rolle i vore forfædres trosforestillinger. Disse forestillinger var personificerede i de såkaldte norner, en slags skæbnegudinder, som udlagde liv, skæbne og død for det enkelte menneske allerede ved fødslen. Foruden de tre overordnede norner, Urð (fortidens/ættens skæbne), Verðandi (det nuværende og fremtiden) og Skuld (det uafvendelige, døden), var der knyttet bestemte norner til de enkelte familier.

De færøske norner
At man på Færøerne har bibeholdt visse af disse forestillinger langt op i tiden, viser flere ord og betegnelser, som refererer til begrebet norne..

J. C. Svabo fortæller i sin ”Dictionarium Færoense” fra 1700 tallet, at norner, foruden at være skæbnegudinder, også var usædvanlig små, menneskelignende væsener, endnu mindre end vætter. Der er ikke flere oplysninger om disse væsener, hverken hos Svabo eller andre, men man kan forestille sig at de på en eller anden måde har været knyttet til familierne og har været anset som dem der lagde skæbnen for de nyfødte børn, sådan som man kender det fra andre norrøne kilder.

Nornegrød
At man har anset nornerne for at være til stede når børn blev født, kan man udlæse af en anden bemærkning i Svabos Dictionarium. Der fortæller han, at man på øen Suðuroy tilberedte en speciel grød kaldet “nornagreytur” (norne grød), som man serverede som det første måltid for den nybagte mor, lige efter at hun havde født. Når moderen havde spist, serverede man også grøden for jordemoderen og andre, som havde været til stede under fødslen. Vi kan også for sjov nævne her, at de hvide pletter som af og til forekommer på folks negle, blev kaldt ”nornaspor” (norne spor/pletter/mærker).  Pletterne kan være en indikation på sygdom.

Ormen lange

Kvadet om Ormen den Lange henter sit stof fra Heimskringlas beretning om det berømte søslag ved øen Svolder i år 1000, da den svenske og den danske konge sammen med den norske Erik Jarl angreb den norske konge Olaf Trygvason, mens han var på vej hjem fra Vendland til Norge ombord på sit skib Ormen den Lange sammen med sin flåde. De angriber efter tur, kong Olaf slår de to kongers angreb tilbage, men må se sig besejret af sin landsmand Erik Jarl. Slagets udfald er velkendt: da Olaf indser at slaget er tabt, springer han overbord sammen med de overlevende af sine mænd. Man ved ikke hvor dette slag fandt sted, det er endda tvivlsomt om nogen ø har heddet Svolder. I kvadet lader digteren Olaf sejle fra Østersøen ind i Øresund, hvor han tænker sig øen placeret og søslaget i sundet mellem øen og land.

Originalkvadet
Vi ved ikke hvornår kvadet om Ormen den Lange er blevet digtet. Den ældste optegnelse stammer fra 1819, skrevet af Jóannes í Króki i bygden Sandur, og han optager den også i 1823 i sin store visesamling Sandøbogen, og da med den oplysning at han har fået visen fra digteren selv. Da Svend Grundtvig og Jørgen Bloch omkr. 1880 redigerede samleværket Føroya kvæði (Færøernes folkeviser), havde de kendskab til 6 optegnelser af kvadet. Senere er en egenhændig optegnelse fra digteren selv dukket op, men hvornår den er fra, ved vi ikke.

Det er ikke for meget sagt at kvadet er blevet folkeeje. Alle færinger kender det, det er blevet flittigt læst og lært i skolen, og de fleste – i hvert fald blandt dem der har interesse for den færøske dans - kan synge med når det fremføres i dansen. Det er velkomponeret, fortællingen er levende og hænger logisk sammen, og der er fynd i det digteriske sprog.



Frimærkeudgivelser den 13.02.2006

Dybhavsfisk

Introduktion
Livet på dybt vand adskiller sig meget fra livet på lavt vand. Der trænger ikke ret meget lys ned under 500 meter, og de fleste dybvandsfisk lever i næsten totalt mørke. Mange dybvandsfisk har lysorganer, der benyttes til kommunikation, men også som camouflage. Når en dybvandsfisk kigger opad, er den i stand til at se andre levende organismer som mørke genstande mod lyset ovenfra. Ved at udsende lys nedad, bliver en fisk usynlig for andre fisk længere nede.

De oplysninger, der er til rådighed om mange dybvandsfisk, er meget sparsom. Nogle af dem fanges kun sjældent, og selv de mest grundlæggende oplysninger om almindelig biologi og udbredelse mangler.


Glansfisk – Lampris guttatus

Glansfisken er en stor pelagisk fisk, der kan blive op til 180 cm lang. Den er meget udbredt i det nordøstlige Atlanterhav og Middelhavet. Den holder til på dybder ned til omkring 400 meter og er derfor ikke en dybvandsfisk. Den lever af fisk fra mellemdybt vand og hvirvelløse dyr, hovedsageligt tiarmede blæksprutter. Den fiskes kommercielt.

Dybhavsrødfisk – Sebastes mentella

Dybhavsrødfisken kan blive op til 55 cm lang, men er normalt mindre end 45 cm. Den lever i forholdsvist høje koncentrationer i det nordlige Atlanterhav, for eksempel i Irmingerhavet, hvor der fiskes betydelige mængder. Den holder til på 300 til 1000 meters dybde og er ofte pelagisk, dvs. langt fra bunden. Dybhavsrødfisken lever af en lang række forskellige organismer, for eksempel småfisk. I modsætning til de fleste fisk, der gyder ubefrugtede æg, har dybhavsrødfisken indre befrugtning og gyder fritlevende larver.

Havtaske – Lophius piscatorius

Havtasken kan klassificeres som en lavvandsfisk. En havtaske kan blive op til 200 cm lang, men er oftest mindre end 100 cm. Den findes på 20-1800 meters dybde i hele Atlanterhavet. Havtasken tiltrækker andre fisk med de tråde (eller rygfinnestråler), der sidder på hovedet. Når en fisk kommer tæt nok på, åbner havtasken pludselig munden og sluger byttet. Havtasken fiskes kommercielt.

Reinhardts fakkelangler – Himantolophus groenlandicus

Reinhardts fakkelangler kan nå op på 60 centimeters længde. Den er udbredt i alle verdenshavene på store dybder og tiltrækker sit bytte på samme måde som havtasken. Hannerne er dværge, men sidder ikke fasthæftet på hunnerne, som det er almindeligt for andre beslægtede fiskearter.

Holbølls storangler – Ceratias holboelli

Holbølls storangler kan blive op til 120 cm lang, hvilket er en betydelig størrelse for en dybhavsfisk. Den findes i alle verdenshave på 120-1000 meters dybde og fanger sit bytte på samme måde som havtasken. Hannerne er kun 4‑6 cm lange (dværge), og de lever som parasitter fasthæftet på hunnen.

Tvebladet trådangler – Linophryne lucifera

En tvebladet trådangler kan blive op til 40 cm lang, men er normalt mindre. Den er udbredt i det nordlige Atlanterhav på store dybder. Hannerne er dværge. Man ved meget lidt om denne fisk.

Gonostoma elongatum

Gonostoma elongatum er normalt under 30 cm lang. Den findes i alle verdenshave på 500-1200 meters dybde. Den svømmer op til 50-400 meters dybde om natten, hvor den æder mindre krebsdyr og fisk.

Sølvøkse – Argyropelecus olfersi

Sølvøksen er en lille fisk (7 cm), der er udbredt i hele det østlige Atlanterhav. Om dagen lever den på 200-800 meters dybde, men den svømmer op til 100-600 meters dybde om natten. Man ved meget lidt om dens kost.

Spydnæset havmus – Rhinochimaera atlantica

Den spydnæsede havmus er en stor fisk, der kan nå op på 140 centimeters længde. Den findes fra Biscayabugten til Island og også ud for Nova Scotia og New England. Den spydnæsede havmus lever på 500 til 1500 meters dybde og er tættere knyttet til bunden end de fleste andre fisk i denne serie. I modsætning til de fleste fisk gyder den kun nogle få, men store æg. Man ved ikke meget om dens kost.

Neoraja caerulea

Neoraja caerulea er en lille rokke, normalt under 30 cm lang. Den lever i det nordlige Atlanterhav, for eksempel i områderne omkring Rockall, på 600 til 1300 meters dybde. Som alle rokker gyder den forholdsvist få, men store æg. Lever af alle typer bunddyr.

Bygderne Gøta, Fuglafjørður og Leirvík

Syðrugøta

Syðrugøta er ligeledes en bygd fra vikingetiden, og sammen med nabobygderne, Gøtugjógv og Norðragøta bliver den ofte bare kaldt Gøta, og disse bygder er en kommune. Navnet Gøta har samme betydning som gade, og her har fra gammel tid været hovedvejen fra Skálafjørður til bygderne længere mod nord og øst. Første led i navnet siger, at den er den søndre af to bygder. Norðragøta er den nordre af bygderne. Gøtugjógv er den tredje bygd og er derfor en yngre bygd end de to andre. Et gammelt sagn siger, at kirken var i Syðrugøta, men på grund af en forbrydelse blev den flyttet til Norðragøta. Endnu kan det ses hvor kirke og kirkegård var. Oprindelig var der to ”býlingar” i bygden, Niðri við Hús og úti í Grógv, de er sammenvokset for længst.

Fuglafjørður

Fuglafjørður ligger ved fjorden af samme navn, og navnet kommer af fugle. Det mærkelige er, at Fuglafjørður ikke har nogle fuglebjerge, men før i tiden var mængden af skråpe stor, og de rugede i udmarken i bjergsider og mellem klippeblokke. Det kan tænkes, at særligt et stort antal skråpe og andre fugle har ynglet i udmarken omkring Fuglafjørður.
Man kender fire gamle ”býlingar” i bygden, nemlig, við Gjógvará, við Garð, í Toftum og á Áargarði.

Leirvík

Leirvík er gammel bygd, som grænser ud til Leirvíksfjørður, og fra gammel tid kender man her til tre gamle ”býlingar”, nemlig, uttan Á, á Toftanesi og við Garð. I forbindelse med udbygning af havnen og vejen til færgelejet var det nødvendigt, at foretage en arkæologisk undersøgelse af området på Toftanes. En stor udgravning blev gennemført, og der blev fundet hustomter og brugsting, som beviser, at Leirvík også har eksisteret siden vikingetiden. Disse tomter er nu fredede.

Back to FrontpageLast update 30 March 2010 - 14:17