ENGLISH DEUTSCH DANSK
STAMP ISSUES ON 10 APRIL 2007
The Old Man and his Sons The novel Feðgar á ferð, which was published in Tórshavn in the Faroe Islands in 1940, is one of the most important works in Faroese literature. The Danish translation (Gyldendal 1963) was titled The old man and his sons.
Heðin Brú (1901-87) was born on a small farm in Skálavík on Sandoy in the Faroe Islands. He published 6 novels and 4 collections of short stories. In the latter part of his life, he became an active translator of world literature to Faroese and his last work was a comprehensive memoir. His 3 first novels and a number of short stories have been translated into several languages.
 The old man and his sons, which is illustrated in this 8 stamp series published by Postverk Føroya, is without doubt Heðin Brú's masterpiece. The book was declared part of the national heritage at a very early stage. The description of Ketil and his wife, who represent the previous time, is particularly enthralling. They do not demand a lot from life and are content with their wretched existence in their old house with open fires and earth floors. They do not wish to burden others and place their pride in providing for themselves. The value of life, the sense of honour and their religious life contrast the communication between Ketil, his wife and their simple stay at home son - Kálvur. A fourth figure is the long fingered pious disturbed scoundrel Klávus. The relationship between these characters is described using the subtlest of humour. The older sons, all off whom left home to start their own families and their wives represent the new time: We have learned that life is not just dry bread. We have learnt to demand more. It is no good to not demand. And you did not dare. Each time you wanted to raise your head a little higher, you believed Gods wrath was incurred and the Evil One rubbed his hands.
Heðin Brú created a linguistic masterpiece. A pithy local dialect from the old country village of Skálavík and a no less variegated vocabulary from those he had met in his travels around the country, were refined in his works which otherwise where linguistically innovative. His novels and short stories bring linguistic diversity and a fresh waggish wind into Faroese literature.
100 Years of the Scout Movement
 European postal operators, organised under PostEurop, conclude an annual agreement on the publication of common European stamps with a specific theme. This years European stamps are based on the theme of 100 years of the Scout Movement.
What does it mean to be a scout? Scouting is a game with a purpose, said Baden-Powell, the founder of the scout movement. On 29 July 1907, he organised the first ever scout camp on Brownsea Island in the UK. In 1908, he published a book entitled Scouting for Boys. The scout movement spread fast throughout the world and soon became the largest child and youth movement in the world.
One of the fundamental principles is that children develop when they are shown trust and when they have challenges in which they can test their scouting skills. The rules according to which scouts around the world work are enshrined in the scout law and scout promise.
The Scout Movement in the Faroes The scout movement came to the Faroes in 1926. Boys had previously attempted to create their own scout patrols but they failed every time. But then four boys in Torshavn decided to start a scout group. Eskild Christiansen was the pioneer and the idea was to stop the fights that then took place between the different quarters in Torshavn. The scouts met in the basement of Eskilds grandfathers house and they got a Dane, Henning Aage Holm (Bomme), to be troop leader. This was the beginning of Skótafylki Sigmunds Brestisonar (Sigmunds Brestisson Scout Association) and the Faroese scout movement.
There are now four different associations and 30 scout groups around the country, with a total of 1500 scouts.
STAMP ISSUES ON 12 FEBRUARY 2007
The Seal-Woman
 The legend of the seal-woman is well known in all the North Atlantic coastal regions. It is a moving story of a situation that people from all maritime cultures can recognise.
It touches on the great mysteries of life: love and betrayal, evil and death, beauty and wickedness, purity and faithfulness. There is a meaning in it for everyone, so it has always been popular. Even modern people are still fascinated by the haunting tale.
 Two Faroese villages are particularly associated with the legend. The most famous version comes from Mikladalur on the island of Kalsoy, because this is the one reproduced by V. U. Hammershaimb in his Faroese Anthology in 1891. The story is also known from an ancient ballad. It is the tale of a farmers son from Mikladalur, who steals the skin of a young seal-girl, leaving her naked, so that she cannot return to the sea. She is forced to live as his wife for many years, until one day she finds her lost sealskin locked away. She puts it on and is able to return to her seal mate, who has been waiting for her all this time by the landing place. It is said that the descendants of the farmers son and the seal-woman have hands that look like a seals flippers. A similar version of the tale is told about the villagers from Hamar in Skálavík on Sandoy.
 The version from Mikladalur ends in the worst imaginable tragedy. According to this legend, the men of the village decided to go seal hunting. The night before the hunt, the seal-woman returns in a dream to her husband and begs him to spare her mate and their two new-born seal pups. She tells him where they are sheltering in a breeding cave, so that he can recognise them. But instead of sparing them, the man finds and kills her mate and the pups. Then he cooks the meat for supper and eats it with his children. The seal-woman comes back once more, this time in the form of a fearsome she-troll, and warns them of her terrible revenge. Men will fall from the cliffs as they gather birds eggs, or drown while fishing, or die in other ways out in the wild elements, until there are enough of them to reach all the way round Kalsoy arm in arm. That number has still not been reached to this day.
 This terrible ending is not known everywhere, and not in the version from the village of Skálavík, for instance.
In the broadest sense, this is a tale of humans and nature. Mother Nature gives, and takes back what she has given. Humans depend on nature, and should never defy its power. It is not for them to rule over Nature, and if anyone tries to do so, the consequences may be as disastrous as in the legend. It can also be regarded as a religious parable, as a warning not to challenge God, the creator who holds everything in his power.
The idea of the seal as a person comes naturally to those who live close to seals and are familiar with them. It is easy to imagine a human side to such beautiful, graceful creatures. Stories of familiar animals leaving their natural surroundings and appearing in human form are passed down everywhere in oral traditions and poetry.
Sadly, the moral of the story applies as much as ever to the way humans treat nature in our own time. Not surprisingly, many people still feel this fable is highly relevant. We are most deeply concerned about the threats of global warming and the climatic changes that will follow. The most pessimistic predictions are that natures revenge may be far more terrible than the seal-womans. Societies fighting for a cleaner environment and more respectful treatment of nature could perhaps make use of this Faroese legend in their campaigns.
La Recherche
 On the 13th of June 1838, the French corvette La Recherche left Le Havre in France, bound for Northern Scandinavia. Onboard there were several French scientists and artists, who, together with Scandinavian colleagues, should explore the coastal regions of the High North and the surrounding oceans. The expedition should last for almost three years. The research included geology, botany, marine-biology, astronomy, terrestrial magnetism and northern lights but also subjects like linguistics, cultural history and anthropology.
In the years 1838 40, La Recherche travelled far and wide in the High North. The corvette visited Northern Norway, the Faroe Islands, Svalbard, the White Sea and the Kola Peninsula, and people from the expedition made several trips through Scandinavia and Russia.
The scientific leader of the expedition was the French surgeon and naturalist Joseph Paul Gaimard (1796 1858). Gaimard had participated in naval expeditions before the Recherche expedition, and in 1835 he visited Iceland. The next year he returned to Iceland as the leader of a scientific expedition, sponsored by the French government, and performed scientific studies in Iceland and Greenland. The results of these studies were published in Voyage en Islande et au Groënland, a work of nine volumes, one of them with geographical illustrations. This was the first La Recherche Expedition.
The scientific results from the second La Recherche Expedition were published in Atlas Pittoresque in the period 1842 1855 with the title: Voyages de la Commision scientifique de Nord: en Scandinavie, en Laponie, au Spitzberg et aux Feroe, pendant les années 1838, 1839 et 1849, sur la corvette La Recherche. (The Scientific Committees Expedition to the North: In Scandinavia, Lapland, Spitzberg and the Faroe Islands in the years 1838, 1839 and 1849 onboard the corvette La Recherche). The work consisted of 26 volumes with text and 5 volumes with illustrations and maps.
The scientific research was extensive, and covered - in accordance with the spirit of the time - a series of natural scientific and cultural historical subjects. But the main reason that we still remember the expedition today is the extensive amount of artwork, which was produced during the trip to the North. In those days, artists always participated in this kind of expeditions. Their task was to document scientific discoveries, to draw maps and describe the surrounding environments.
The second La Recherche Expedition was no exception from this tradition. The artists onboard La Recherche were: Auguste Mayer (1805 1890), who also participated in the first Recherche expedition to Iceland and Greenland; Charles Giraud (1819 1892); Barthélemy Lauvergne (1805 1871) and Francois Auguste Biard (1799 1882). Biard was not an official member of the expedition and therefore only got one of his pictures in Atlas Pittoresque.
During the entire trip and on travels through Scandinavia, the artists drew and painted the strange environments they visited. Most of these pictures were later converted into lithographs and published in Atlas Pittoresque. The pictures are valuable contributions to the Nordic cultural history, especially the pictorial descriptions from the Norwegian northwest-coast, Lapland, Svalbard and the Faroe Islands. Also Mayers pictures from Iceland and Greenland, from the first Recherche expedition, are cultural historical treasures, and three of these pictures were published as stamps from the Icelandic Post some years ago.
 The pictures, chosen for the Faroese homage to the La Recherche artists were made by Barthélemy Lauvergne. The Faroese Post has chosen two motifs from his Faroe series. The first stamp depicts the corvette La Recherche with the island of Nólsoy in the background. The second stamp depicts the majestic mountain Skælingsfjall. One of the lithographs (Skælingsfjall) was made by Sabatier, based on an original drawing by Lauvergne, while the other one is made by Lauvergne himself.
More pictures and information regarding the La Recherche expedition will be available on: www.faroesstamps.fo in connection with the stamp-issue.
Wave Energy
 The West Nordic cooperation between Greenland, Iceland and the Faroe Islands will be celebrating its 10th anniversary in 2007 and will be jointly issuing a stamp series with the theme environmentally friendly energy to mark the occasion. The Faroese stamp illustrates wave energy, the Greenland hydropower and the Icelandic stamp illustrates geothermal energy.
Clean Energy - never exhausted The environment around us, dwindling energy sources and the associated problems these represent are today a topic of great urgency - also on the Faroe Islands.
In response to this, the two companies SEV and Wavegen have established the energy company SeWave, which will develop a wave energy plant on the Faroe Islands. The plant will produce clean energy which will also not be seen or heard. In other words, inexhaustible energy.
The combination of wave energy, extensive geologic knowledge and several years of experimental tunnel work on the Faroe Islands mean that the islands are well suited to this new technology, which can be also applied in other countries under the right local conditions.
Why wave energy? Global energy consumption is currently equivalent to 10 billion tons of oil a year. 90% of this is obtained from fossil energy sources (oil, gas, coal, timber or similar), while 10% is obtained from nuclear power and sustainable energy sources (hydro, wind, waves and sun). Forecasts indicate that sustainable energy consumption will increase by 40-150% in the course of the next hundred years.
Suitable sustainable energy sources, such as wave energy, must therefore be developed. On the Faroe Islands, 90% of the energy requirement is provided by heating oil and petrol. 35-40% of the total electricity requirement is obtained from hydro and wind sustainable energy sources.
Wave energy power station There are several advantages of a tunnel wave energy plant compared with other shore connected wave energy systems. Advantages include that plant construction is on land and not in the surf area and that the system is not seen or heard.
The system uses a tunnel which is excavated from the shore, under the cliffs, out towards the sea. A two-way butterfly turbine is installed in the hole. Finally, the hole is blasted open at a depth of 3.5 m below sea level. Wave action forces air up into the turbine and draws the air out again, the turbine producing electricity in both air flow directions.
If the pilot project successfully manages to produce electricity at reasonable cost, the road will be clear for a large number of plants around Europe. Plants, which after the construction stage is completed, will be invisible and silent.
The Faroe Islands has one of the highest energy wave environments in the world. Surveys have been carried out at two sites, one at Søltuvík on Sandoy and the other at Nípan on Vágar. Environmental surveys have also been carried to assess the impact on the area, noise levels, bird life and the impact of the construction work itself.
The Faroe Islands and the outside world Fuel import has, in recent years, been between 10 and 15% of total imports. In comparison, the EU, which is particularly dependent on energy imports, has a fuel import level which is 6% of all imports. To improve this situation, sustainable energy sources must be more extensively utilized and the efficiency of energy usage in general must also be increased.
The statutes from 1996 state that in the internal electricity market, suppliers of electricity are to buy power from sustainable energy sources. This means that sustainable energy always is prioritized before electricity generated using oil or coal, even though sustainable energy is more expensive.
EU grant The EU has given SeWave an assurance that a grant of DKK 10.2 million will be awarded to a pilot plant for wave energy on the Faroe Islands. This grant is equivalent to 23% of total project costs. The EU believes that the wave energy project on the Faroe Islands is an important development for wave energy projects in Europe.
If everything goes according to plan, the project will begin at the end of 2006 and will be completed in 2009. The wave energy plant with research equipment will cost in total around DKK 35-40 million. Production is expected to be around 1 million kWh per year, which is equivalent to the consumption of 1250 households.
Go to www.sewave.fo for further information.

BRIEFMARKENAUSGABEN 10.04.2007
DIE EHRE DER ARMEN LEUTE Der Roman Feðgar á ferð, der 1940 in Tórshavn erschien, gilt als ein Hauptwerk der färöischen Literatur. In der dänischen Übersetzung (Gyldendal 1963) wurde er Fattigmandsære (Die Ehre der armen Leute) betitelt.
Heðin Brú (1901-87) wurde auf einem kleinem Hof im Ort Skálavík auf Sandoy geboren. Heðin Brú hat 6 Romane und 4 Novellensammlungen herausgebracht. Im Alter galt er als fleißiger Übersetzer von Werken der Weltliteratur ins Färöische, wobei es sich bei seinem letzten Werk um ein umfangreiches Erinnerungswerk handelte. Die 3 ersten Romane und viele seiner Novellen sind in mehrere Sprachen übersetzt worden.
 Bei dem mit 10 Briefmarken im Rahmen dieser von Postverk Føroya herausgebrachten Serie illustrierten Werk Fattigmandsære (Die Ehre der armen Leute) handelt es sich zweifelsohne um das Hauptwerk von Heðin Brú. Das Buch erfreute sich von Anfang an sehr großer Beliebtheit. Bezaubernd ist die Schilderung von Ketil und seiner Frau, die die nunmehr verflossene Zeit vertreten. Sie stellen keine hohen Ansprüche, sondern begnügen sich damit, ein kümmerliches Dasein in ihrem alten Haus mit offener Feuerstätte und nichts als Erde unter den Füßen zu fristen, wobei sie anderen nicht zur Last fallen, zumal sie ihre Ehre darein setzen, jedem das Seine zu zahlen. Die Werte des Lebens, das Ehrgefühl und das Glaubensleben werden im Rahmen einer Kommunikation unter ungleichen Bedingungen zwischen Ketil, seiner Frau und ihrem Sohn, dem einfältig-engstirnigen Kálvur, krass herausgestellt. Ein vierter Mitspieler ist der diebisch veranlagte, religiös vernebelte Gauner Klávus. Die Beziehungen zwischen diesen Figuren werden mit rundum schlitzohrigem Humor geschildert. Die älteren Söhne, die längst aus dem Haus sind und eigene Familien gegründet haben, vertreten – zusammen mit ihren Frauen – die neue Zeit: "Wir haben gelernt, dass zum Leben mehr gehört als nur trocknes Brot, denn wir haben gelernt, mehr zu verlangen. Ihr wart unfähig, Ansprüche zu stellen. Noch dazu hattet ihr dafür nicht den Mut aufbringen können. Jedes Mal, wo bei euch die Lust aufkam, den Kopf zu erheben, wart ihr der Auffassung, dass Gott zornig sein und sich der Böse die Hände reiben würde".
Heðin Brú ging virtuos mit der Sprache um. Eine kernige Mundart aus der alten Bauernsiedlung Skálavík und ein nicht weniger bunter Wortschatz, den er sich auf seinen vielen Reisen bei den Einheimischen angeeignet hatte, wurden in seinen Werken veredelt, noch dazu kommt aber, dass er selbst außerordentlich sprachschöpferisch war. Mit seinen Romanen und Novellen wurde die färöische Literatur sprachlich bereichert, zumal ein frisch-verspielter Wind durch sein Werk weht.
100 Jahre Pfadfinderbewegung
 Die europäische Postkooperation in der Regie von PostEurop vereinbart jedes Jahr die Herausgabe gemeinsamer Europa-Briefmarken zu einem spezifischen Thema. Das gemeinsame Thema der diesjährigen Europa-Marken ist ”100 Jahre Pfadfinderbewegung”.
Was heißt es, Pfadfinder zu sein? "Scouting is a game with a purpose (Pfadfinden ist ein Spiel mit einem Zweck)," meinte Baden-Powell, der Gründer der Pfadfinderbewegung. Am 29. Juli 1907 veranstaltete er das weltweit erste Pfadfinderlager auf der englischen Insel Brownsea Island, so wie er 1908 ein "Scouting for Boys (Pfadfinden für Jungen)" betiteltes Werk herausgab. Die Pfadfinderbewegung verbreitete sich wie ein Lauffeuer weltweit und wurde schnell zur größten Kinder- und Jugendbewegung der Welt.
Heute, 100 Jahre nach der Gründung, ist die Pfadfinderbewegung immer noch voll auf der Höhe mit mehr als 28 Mio. Pfadfindern aus mehr als 216 Ländern. Der Grundgedanke der Pfadfinderbewegung hat trotz eines durch Umbruch und Wandel gekennzeichneten Umfelds die Jahre unverändert überdauert. Zweck der Pfadfinderbewegung ist die Förderung Jugendlicher dahingehend, dass sie ihr volles körperliches, intellektuelles, soziales und geistiges Potenzial als Individuen, mündige Bürger und Träger des Gemeinwesens auf örtlicher, nationaler und internationaler Ebene zur Entfaltung bringen.
Zu den Grundsätzen gehört die Auffassung, dass sich Kinder dadurch entwickeln, dass man ihnen Vertrauen entgegenbringt, indem man sie derart herausfordert, dass sie ihre Fähigkeiten als Pfadfinder unter Beweis stellen können. Die Vorschriften, die die Tätigkeit von Pfadfindern weltweit regeln, sind dem Pfadfindergesetz und dem Pfadfinderversprechen zu entnehmen.
Die färöische Pfadfinderbewegung 1926 wurde die färöische Pfadfinderbewegung ins Leben gerufen. Etliche Jungen hatten bereits früher versucht, eigene Pfadfindergruppen zu bilden, waren aber jedes Mal damit gescheitert. Dann haben sich vier Jungen aus Tórshavn entschieden, eine Pfadfindergruppe zu gründen. Initiator war Eskild Christiansen, der beabsichtigte, die Raufereien zu beenden, die es damals zwischen Jungen aus den verschiedenen Vierteln von Tórshavn gab. Die Pfadfinder fanden eine Bleibe im Keller unter dem Haus von Eskilds Großvater. Sie konnten einen Dänen, Henning Aage Holm (Bomme), als Gruppenleiter gewinnen. Dies war der Anfang von Skótafylki Sigmunds Brestisonar (Pfadfinderbund Sigmunds Brestisson) und somit der färöischen Pfadfinderbewegung.
Heute gibt es vier verschiedene Pfadfinderbünde und 30 so genannte Pfadfindergruppen auf den Färöerinseln, denen insgesamt 1.500 Pfadfinder angehören.
BRIEFMARKENAUSGABEN 12.02.2007
Die Robbenfrau
 Die Sage von der Robbenfrau ist eine der bekanntesten Sagen in den nordatlantischen Küstengebieten. Die Sage ist eine anrührende Erzählung von Begebenheiten, die alle Küstenkulturen wiedererkennen werden.
Die Thematik befasst sich mit den großen Mysterien des Lebens, wie mit Liebe, Betrug, bösen Taten und Tod, dem Schönen und dem Bösen, der Reinheit und der Güte. Ein Thema also, das alle Menschen etwas angeht. Deshalb ist es nur natürlich, dass die Geschichte immer beliebt gewesen ist. Auch der heutige Mensch wird von dieser schönen Mär gefangen genommen.
 Zwei der färöischen Orte sind in besonderem Grad mit dieser Sage verknüpft. Insbesondere handelt es sich um den Ort Mikladalur auf Kalsoy, weil die Sagenvariante, die V. U. Hammershaimb in der Färöischen Anthologie 1891 wiedergab, von dort stammt. Außerdem gibt es ein Lied, für das diese Sage die Grundlage bildet. Es handelt von einem Bauernsohn von Mikladalur, der dem nackten Robbenmädchen das Haarkleid nimmt, so dass es nicht ins Meer zurückkehren kann, sondern gezwungen ist als seine Frau zu leben, bis sie viele Jahre später den weggeschlossenen Robbenpelz findet und endlich wieder zu ihrem Robbenmännchen zurückkehren kann, der die ganze Zeit vor dem Landungsplatz auf sie gewartet hat. Man sagt, dass die Nachkommen des Bauernsohns und der Robbenfrau Hände haben, die an die Vorderflossen der Robben erinnern. Eine ähnliche Sagenvariante wird von den Bewohnern auf Hamar in Skálavík auf Sandoy erzählt.
 Die Variante von Mikladalur endet auf die denkbar schlimmste Weise. Die Sage berichtet, dass die Männer auf Robbenfang gehen sollten. Die Nacht zuvor erscheint die Robbenfrau dem Bauernsohn im Traum und bittet ihn, ihren Mann und ihre zwei neugeborenen Jungen zu verschonen. Sie erzählt ihm, wo ihre Bruthöhle liegt, sodass dieser sie erkennen kann. Der Bauersohn macht jedoch genau das Gegenteil und tötet sowohl die Jungen als das Robbenmännchen. Danach kocht er das Fleisch zum Abendessen für sich und die Kinder. Jetzt kommt die Robbenfrau zurück, dieses Mal in der Gestalt eines furchterregenden Trolls, und verspricht blutige Rache. So viele Männer sollen in den Vogelbergen fallen, beim Fischen ertrinken oder auf andere Weise draußen umkommen, dass diese zum Schluss die gesamte Insel Kalsoy umringen können. Diese Anzahl hat man wohl noch nicht erreicht.
Dieses grausame Ende kennt man nicht überall, z.B. nicht in der Variante von Skálavík.
Im weitesten Sinn ist dies eine Sage von Mensch und Natur. Die Natur gibt und sie nimmt. Der Mensch lebt von der Natur, darf sich jedoch nicht gegen sie richten. Der Mensch bestimmt nicht über die Natur, und falls jemand dies versucht, können die Folgen genau so schlimm werden wie hier. Die Sage lässt sich auch religiös auslegen, dann aber als eine Geschichte über die Herausforderung von Gott, der alles schöpft, dem alles gehört und der alles bestimmt.
 Das Bild der Robbe als Mensch ist naheliegend für Leute, welche die Robben kennen und die Möglichkeit hatten, dieses elegante und wendige Tier zu betrachten, und es ist nicht schwer, sich ein Menschenleben im Robbenpelz vorzustellen. Solche Vorstellungen über ein allbekanntes Tier in seiner natürlichen Umgebung hat es immer gegeben. Sie leben mannigfaltig in mündlicher Tradition, hauptsächlich in poetischer Form.
Die Moral der Geschichte ist leider sehr aktuell in unseren Tagen, wenn man das Verhalten des Menschen gegenüber der Natur bedenkt. Deshalb ist es nicht verwunderlich, dass viele die Geschichte als außerordentlich relevant ansehen. In diesen Zeiten ist es hauptsächlich die globale Erwärmung mit den daraus folgenden drohenden klimatischen Änderungen, weil wir die Natur so schlecht behandeln, die Besorgnis erregt. Überzeugte Pessimisten meinen, dass die Rache der Natur weitaus schlimmer werden kann als die der Robbenfrau. Diejenigen, die ihren redlichen Kampf für eine reinere Umwelt und mehr Respekt vor der Natur kämpfen, könnten diese färöische Sage vielleicht in ihre Ideegrundlage einfließen lassen.
La Recherche
 Am 13. Juni 1838 stach die französische Korvette La Recherche von Le Havre aus in See. An Bord befanden sich viele französische Wissenschafter und Künstler, die zusammen mit eingeladenen skandinavischen Wissenschaftlern fast drei Jahre lang die nordischen Küstengebiete und die angrenzenden Meeresgebiete erforschen sollten. Zu den Forschungsschwerpunkten gehörten Geologie, Botanik, Meeresbiologie, Astronomie, Erdmagnetismus und Nordlicht, wobei Themen wie Sprache, Kulturgeschichte und Anthropologie ebenfalls Eingang ins Forschungsprogramm fanden.
In den Jahren 183840 machte La Recherche eine weite Reise. Nord-Norwegen, die Färöer, Spitzbergen, das Weiße Meer und die Kola-Halbinsel wurden von der namhaften Korvette besucht, zumal die Expeditionsteilnehmer Skandinavien und Russland weiträumig erkundeten.
Der wissenschaftliche Leiter der Expedition war der französische Schiffsarzt und Naturwissenschaftler Joseph Paul Gaimard (17961858). Gaimard hatte sich noch vor dieser La Recherche-Expedition an Expeditionen beteiligt, wobei er 1835 Island bereist hatte. Im Jahre danach kehrte er als Leiter einer von der französischen Regierung entsandten wissenschaftlichen Expedition zurück, um Island und Grönland zu erkunden. Daraus ergab sich das neunbändige Werk Voyage en Islande et au Groënland einschl. eines Bandes mit geografischen Abbildungen. Dabei handelte es sich übrigens um die erste La Recherche-Expedition.
Die während der La Recherche 2-Expedition zusammengetragenen Forschungsunterlagen wurden im Zeitraum 1842-1855 als Atlas Pittoresque mit folgendem Titel herausgegeben: Voyages de la Commision scientifique de Nord: en Scandinavie, en Laponie, au Spitzberg et aux Feroe, pendant les années 1838, 1839 et 1840, sur la corvette La Recherche.Den videnskabelige komités rejser mod nord: I Skandinavien, Lapland, Spitzberg og Færøerne i årene 1838, 1839 og 1849 om bord på korvetten La Recherche). Das Werk umfasste 26 Textbände und 5 Bände mit Bildern und Karten.
Die wissenschaftliche Arbeit spannte einen breiten Bogen und erstreckte sich, ganz im Sinne des Zeitgeistes, auf viele naturwissenschaftliche und kulturgeschichtliche Themenbereiche. Der Grund, weshalb die Expedition noch heute besonderen Ruhm genießt, ist das umfangreiche Bildmaterial, das sie an den Tag brachte. Damals war es gang und gäbe, Künstler an solchen Expeditionen teilnehmen zu lassen, damit sie wissenschaftliche Entdeckungen belegen, Karten zeichnen und die Gegenden beschreiben konnten, die die Expeditionen erkunden sollten.
Die La Recherche 2-Expedition stellte keine Ausnahme von dieser Tradition dar. An Bord befanden sich Auguste Mayer (18051890), der auch die erste Expedition nach Island und Grönland mitmachte, Charles Giraud (18191892) und Barthélemy Lauvergne (18051871) sowie François Auguste Biard (17991882), der jedoch nicht offiziell zur Expedition gehörte und deshalb nur mit einem Bild im Atlas Pittoresque vertreten ist.
Während der gesamten Fahrt auf See sowie auf Überlandreisen in Skandinavien zeichneten und malten diese Künstler die exotischen Umgebungen, denen sie begegneten. Viele dieser Bilder wurden nachträglich lithographiert und im Atlas Pittoresque herausgegeben. Sie haben in hohem Maße zur nordischen Kulturgeschichte beigetragen, und zwar insbesondere die Schilderungen von der Nordwestküste Norwegens, Lappland, Spitzbergen und den Färöern. Auch Mayers Schilderungen aus Island und Grönland von der ersten Recherche-Expedition stellen wahre Perlen der Kulturgeschichte dar, zumal drei dieser Motive als Briefmarken seitens der isländischen Postverwaltung herausgebracht worden sind.
 Urheber der als Vorlage für diese färöische Huldigung der La Recherche-Künstler dienenden Bilder war Barthélemy Lauvergne. Die färöische Postverwaltung hat zwei Motive seiner färöischen Serie ausgewählt, wobei die eine die Korvette La Recherche vor der Insel Nólsoy zeigt. Die andere Briefmarke zeigt den majestätischen Berg Skælingsfjall. Die eine Lithographie (Skælingsfjall) wurde von Sabatier nach Vorlage von Lauvergne ausgeführt, während die andere von Lauvergne erstellt wurde.
Zusätzliche Bilder und Infos zur La Recherche-Expedition werden im Zusammenhang mit der Herausgabe der beiden Briefmarken unter www.faroestamps.fo ins Internet gestellt.
Wellenkraft
 Die westnordische Kooperation zwischen Grönland, Island und den Färöern feiert 2007 ihr 10-jähriges Jubiläum und bringt in dem Zusammenhang eine gemeinsame Briefmarkenausgabe mit dem Thema umweltverträgliche Energie heraus. Die färöische Briefmarke illustriert Wellenenergie, die grönländische stellt Wasserkraft und die isländische Erdwärme dar.
Saubere Energie die sich niemals erschöpft Die Umwelt um uns mit schrumpfenden Energiequellen und damit zusammenhängenden Schwierigkeiten sind heute ein dringendes Thema - auch auf den Färöern.
In diesem Zusammenhang haben die zwei Gesellschaften SEV und Wavegen zusammen die Energiegesellschaft SeWave gegründet, die ein Wellenkraftwerk auf den Färöern entwickeln soll, das reine Energie erzeugt, und das man weder sehen noch hören kann. Mit anderen Worten: Unerschöpfliche Energie.
Durch diese Wellenkraft, die Kenntnis von der Geologie und mehrjährige Versuche mit Tunnelprojekten auf den Färöern sind die Inseln für diese neue Technik geeignet, die sich auch international unter den richtigen Bedingungen Vorort nutzen lässt.
Weshalb Wellenkraft? Der weltweite Energieverbrauch entspricht auf Jahresbasis 10 Mia. Tonnen Öl. Hiervon stammen 90% aus fossilen Energiequellen (Öl, Gas, Kohle und Holz u.Ä.), während gut 10% aus der Kernkraft und nachhaltigen Energiequellen (Wasser, Wind, Wellen und Sonne) gewonnen werden. Prognosen weisen darauf hin, dass der Verbrauch von dauerhafter Energie im Laufe der nächsten Hundert Jahre um 40150% zunehmen wird.
Es ist deshalb notwendig wie auch sinnvoll, regenerative Energiequellen zu entwickeln, wie z.B. Wellenenergie. Auf den Färöern liefern Heizöl und Benzin 90% des Energiebedarfs. Vom gesamten Stromverbrauch werden 3540% durch die dauerhaften Energiequellen Wasser und Wind gedeckt.
Wellenkraftwerk Ein Tunnel-Wellenkraftwerk bietet im Vergleich zu anderen landfesten Wellenenergiesystemen mehr Vorteile. Diese Vorteile bestehen daraus, dass man an Land und nicht in der Brandung baut, und dass man die Anlage weder sieht noch hört.
Das Prinzip besteht darin, das man einen Tunnel an Land, unter den Kliffs und zum Meer baut. Eine doppelgerichtete ButterflyTurbine wird in die Öffnung gesetzt, und zum Schluss ein Loch 3,5 m unter dem Meeresspiegel herausgesprengt. Der Wellengang komprimierte die Luft bis zur Turbine und zieht die Luft entsprechend wieder heraus in beiden Fällen erzeugt die Turbine Strom.
Gelingt es, eine angemessene Kraftproduktion mit dem Pilotprojekt zu erzielen, ist der Weg für eine lange Reihe Anlagen in ganz Europa gebahnt, von denen niemand etwas merken wird, wenn die Bauphase überstanden ist.
Die färöischen Wellenverhältnisse zählen zu den energiereichsten der Welt. An zwei Stellen wurden Untersuchungen vorgenommen: in Søltuvík auf Sandoy und in Nípan auf Vágar. Es wurden auch Umweltuntersuchungen im Hinblick auf das Gebiet, den Geräuschpegel, das Vogelleben und die Bautätigkeit durchgeführt.
Die Färöer und die Umwelt In den letzten Jahren betrug der Import von Brennstoff zwischen 10 und 15% der Gesamtmenge. Zum Vergleich sei erwähnt, dass die EU von Energieimport außerordentlich abhängig ist, der 6% des gesamten Imports der EU ausmacht. Um diese Situation zu verbessern, ist es notwendig, die nachhaltigen Energiequellen in größerem Maße zu nutzen und die Energienutzung insgesamt zu optimieren.
Mit den Verordnungen von 1996 wurde für den Binnenenergiemarkt festgelegt, dass Stromversorger Elektrizität aus dauerhaften Energiequellen beziehen müssen, was zur Folge hatte, dass dauerhafte Energie immer vor Strom von Öl oder Kohle rangiert, obwohl erneuerbare Energie teurer ist.
EUFördermittel Die EU hat SeWave Fördermittel von 10,2 Mio. DKK für eine Versuchsanlage für Wellenenergie auf den Färöern zugesagt. Diese Förderung entspricht 23% der gesamten Projektkosten. In der EU ist man der Auffassung, das Wellenenergieprojekt auf den Färöern sei sehr relevant für die Entwicklung der Wellenenergie in Europa.
Geht es nach Plan, wird das Projekt Ende 2006 in Angriff genommen und soll Ende 2009 fertiggestellt sein. Es handelt sich um ein Wellenkraftwerk mit zugehöriger Forschungsanlage, und die Gesamtkosten betragen ca. 3540 Mio. DKK. Die Produktion wird erwartungsgemäß bei 1 Mio. kWh pro Jahr liegen, was dem Verbrauch von 1250 Haushalten entspricht.
Weitere Auskünfte finden Sie unter www.sewave.fo.

FRIMÆRKEUDGIVELSER DEN 1o. APRIL 2007
FATTIGMANDSÆRE Romanen Feðgar á ferð, som udkom i Tórshavn i 1940, er et hovedværk i færøsk litteratur. I den danske oversættelse (Gyldendal 1963) fik den titlen Fattigmandsære.
Heðin Brú (1901-87) var født på en lille gård i Skálavík på Sandoy. Heðin Brú har udgivet 6 romaner og 4 novellesamlinger. På sine ældre dage var han en flittig oversætter af verdenslitteratur til færøsk, og han sidste værk var et omfattende erindringsværk. De 3 første romaner, samt en række noveller, er oversat til adskillige sprog.
 Fattigmandsære, som er illustreret med 10 frimærker i denne serie, udgivet af Postverk Føroya, er uden tvivl Heðin Brú's hovedværk. Bogen blev tidligt kært folkeeje. Betagende er skildringen af Ketil og hans kone, der repræsenterer den forgangne tid. De kræver ikke meget af livet, nøjes med en kummerlig tilværelse i deres gamle hus med åbent ildsted og jordgulv, men de ligger ikke andre til byrde, sætter en ære i at svare enhver sit. Livets værdier, æresfølelsen og troslivet træder i relief i en kommunikation på ulige fod imellem Ketil, hans kone og deres enfoldige hjemmefødning af en søn - Kálvur. En fjerde medspiller er den langfingrede religiøst forstyrrede kæltring Klávus. Relationerne imellem disse figurer skildres med den mest underfundige humor. De ældre sønner, der for længst er flyttet hjemmefra og har stiftet egen bo - samt deres koner - repræsenterer den nye tid: "Vi har lært, at livet er ikke bare det tørre brød, vi har lært at kræve mere. I duede ikke til at kræve. Og I turde ikke. Hver gang I fik lyst til at hæve hovedet lidt, så mente I, at Gud var vred, og den Onde gned sig i hænderne".
Heðin Brú besad et sprogligt mesterskab. Et kærnefuldt bygdemål fra den gamle bondebygd Skálavík og et ikke mindre broget ordforråd fra folk, han havde mødt på sine rejser omkring i landet, blev forædlet i hans værker, men dertil var han i høj grad sprogligt nyskabende. Med hans romaner og noveller kom sproglig rigdom og en frisk kåd vind ind i færøsk litteratur.
Spejderbevægelsen 100 år
 Det europæiske postsamarbejde, i regi af PostEurop, indgår hvert år aftale om udgivelse af fælles Europa-frimærker med særligt tema. Dette års Europa-frimærker har ”Spejderbevægelsen 100 år” som fælles tema.
Hvad er det at være spejder? "Scouting is a game with a purpose," sagde Baden-Powell, som grundlagde spejderbevægelsen. Den 29. juli 1907 holdt han den første spejderlejr nogensinde på Brownsea Island i England, og i 1908 udgav han et blad med titlen "Scouting for Boys". Spejderbevægelsen bredte sig med stor hast til hele verden og blev hurtigt verdens største børne- og ungdomsbevægelse.
I dag, 100 år efter grundlæggelsen, lever spejderbevægelsen i bedste velgående med over 28 mio. spejdere i mere end 216 lande. Spejderbevægelsens grundidé er forblevet uændret gennem årene på trods af adskillige omskiftelser og forandringer. Spejderbevægelsens formål er at bidrage til at unge mennesker udvikles til at realisere deres fulde fysiske, intellektuelle, sociale og åndelige muligheder som individer, som ansvarlige borgere og som medlemmer af deres lokale, nationale og internationale samfund.
Et af grundprincipperne er, at børn udvikler sig, når man viser dem tillid, og når de får udfordringer, hvor de kan afprøve deres spejderfærdigheder. De regler, som spejdere i hele verden arbejder efter, er anført i spejderloven og i spejderløftet.
Spejderbevægelsen på Færøerne I 1926 kom spejderbevægelsen til Færøerne. Tidligere havde drenge forsøgt at danne deres egne spejderpatruljer, men det var mislykkedes hver gang. Men så var der fire drenge i Torshavn, der besluttede sig for at starte et spejderhold. Eskild Christiansen var foregangsmand, og idéen var at standse de slåskampe, der på den tid var mellem de forskellige kvarterer i Torshavn. Spejderne fik lokaler i kælderen i Eskilds bedstefars hus, og de fik en dansker, Henning Aage Holm (Bomme), til at være tropleder. Dette var begyndelsen til Skótafylki Sigmunds Brestisonar (Sigmunds Brestisson Spejderkorps) og den færøske spejderbevægelse.
I dag er der fire forskellige korps og 30 såkaldte spejdergrupper rundt omkring i landet, som tilsammen udgør 1.500 spejdere.
FRIMÆRKEUDGIVELSER DEN 12. FEBRUAR 2007
Sælkvinden
 Sagnet om sælkvinden er et af de kendteste sagn i de nordatlantiske kystområder. Sagnet er en betagende historie om forhold, som alle kystkulturer kan nikke genkendende til.
Emnet er menneskelivets store mysterier så som kærlighed, bedrag, onde gerninger og død, det smukke og det slemme, renhed og godhed. Altså det, der vedkommer alle mennesker. Derfor er det kun naturligt, at historien altid har været populær. Også nutidsmennesket betages af denne smukke historie.
 To af de færøske bygder er i særlig grad knyttet til sagnet. Især drejer det sig om bygden Mikladalur på øen Kalsoy, fordi den sagnvariant, som V. U. Hammershaimb gengav i Færøsk Anthologi i 1891, stammer derfra. Desuden findes et kvad med dette sagn som grundlag. Det handler om en bondesøn fra Mikladalur, der tager den nøgne sælpiges hud, så at hun ikke kan vende tilbage til havet, men er tvunget til at leve som hans kone, indtil hun mange år senere finder den nedlåste sælhud og langt om længe kan komme tilbage til sin hansæl, der i al den tid har ventet på hende ud for landingspladsen. Det siges, at bondesønnens og sælkvindens efterkommere har hænder, der minder om luffer. En lignende sagnvariant fortælles om beboerne i bygdedelen Hamar i Skálavík på øen Sandoy.
 Varianten fra Mikladalur ender på den værst tænkelige måde. Sagnet siger, at bygdens mænd skulle på sælfangst. Natten før kommer sælkvinden i drømme til sin mand og beder ham skåne magen og deres to nyfødte sælunger. Hun siger, hvor i sælhulen de ligger, så at bonden skal kende dem. Manden gør stik modsat og dræber begge ungerne og magen. Derefter koger han kødet til aftensmad for sig og børnene. Nu kommer sælkvinden tilbage, denne gang i skikkelse af en frygtindgydende trold, og lover blodig hævn. Så mange mænd skal falde i fuglebjergene, drukne under fiskeri eller på anden måde omkomme udendørs, at de til sidst skal kunne omfavne hele Kalsoy. Dette antal skal man ikke have nået endnu.
Denne grusomme slutning kendes ikke overalt, f.eks. ikke i varianten fra Skálavík.
 I videste forstand er dette et sagn om menneske og natur. Naturen giver, og den tager. Mennesket lever af naturen, men bør ikke sætte sig op imod den. Mennesket bestemmer ikke over naturen, og hvis nogen forsøger, kan følgerne blive lige så slemme som her. Sagnet kan også opfattes religiøst, som en historie om at udfordre Gud, der som skaber af alle ting ejer og bestemmer alt.
Billedet af sælen som menneske er nærliggende for dem, der kender sælen og har haft mulighed for at betragte dette smukke og smidige dyr, og det er ikke vanskeligt at forestille sig menneskelivet i sælham. Sådanne forestillinger om et velkendt dyr i sit relevante miljø har man altid haft, og de lever mange steder i mundtlig tradition, hovedsaglig i poetisk form.
Historiens morale er desværre meget aktuel i vore dage med tanke på menneskets optræden i forhold til naturen. Derfor kan det ikke undre, at mange opfatter historien som særdeles relevant. I disse tider er det hovedsaglig den globale opvarmning med de truende klimatiske ændringer som resultat, fordi vi behandler naturen så dårligt, der bekymrer. De mest pessimistiske mener, at naturens hævn kan blive langt værre end sælkvindens. For dem, der kæmper sin gode kamp for et renere miljø og mere respekt for naturen var det måske en tanke at bruge dette færøske sagn som idégrundlag.
La Recherche
 Den 13. juni 1838 afsejlede den franske korvet La Recherche fra Le Havre i Frankrig. Om bord fandtes en række franske videnskabsmænd og kunstnere, som sammen med indbudte skandinaviske videnskabsfolk, i næsten tre år skulle udforske de nordiske kystområder og de omkringliggende havområder. Forskningsområderne var især geologi, botanik, marinebiologi, astronomi, jordmagnetisme og nordlys, men også emner som sprog, kulturhistorie og antropologi stod på programmet.
I årene 1838 40 kom La Recherche vidt omkring. Nordnorge, Færøerne, Svalbard, Hvidehavet og Kolahalvøen fik besøg af den berømte korvet, og folk fra ekspeditionen rejste vidt omkring i Skandinavien og Rusland.
Ekspeditionens videnskabelige leder var den franske skibslæge og naturvidenskabsmand Joseph Paul Gaimard (1796 1858). Gaimard havde deltaget i ekspeditioner forud for La Recherche-ekspeditionen, og i 1835 havde han besøgt Island. Året efter vendte han tilbage som leder af en videnskabelig ekspedition, udsendt af den franske regering, og besøgte Island og Grønland. Dette resulterede i værket Voyage en Islande et au Groënland, ni bind, deraf et med geografiske illustrationer. Dette var i øvrigt den første La Recherche-ekspedition.
La Recherche 2 ekspeditionens indsamlede materiale blev udgivet i Atlas Pittoresque i perioden 1842 1855 under titlen: Voyages de la Commision scientifique de Nord: en Scandinavie, en Laponie, au Spitzberg et aux Feroe, pendant les années 1838, 1839 et 1849, sur la corvette La Recherche. (Den videnskabelige komités rejser mod nord: I Skandinavien, Lapland, Spitzberg og Færøerne i årene 1838, 1839 og 1849 om bord på korvetten La Recherche). Værket omfattede 26 tekstbind og 5 bind med billeder og kort.
Det videnskabelige arbejde var vidtfavnende og dækkede, i tidens ånd, en række naturvidenskabelige og kulturhistoriske felter. Men det vi i dag specielt kender ekspeditionen for, er det omfattende billedmateriale som den frembragte. På den tid var det almindeligt at medbringe kunstnere på den slags ekspeditioner, som kunne dokumentere videnskabelige opdagelser, tegne kort og beskrive de miljøer, som ekspeditionerne besøgte.
La Recherche 2-ekspeditionen var ingen undtagelse fra den tradition. Om bord fandtes Auguste Mayer (1805 1890) som også deltog i den første ekspedition til Island og Grønland, Charles Giraud (1819 1892), Barthélemy Lauvergne (1805 1871), samt François Auguste Biard (1799 1882), som dog ikke var officielt tilknyttet ekspeditionen og derfor kun fik et billede med i Atlas Pittoresque.
På hele turen, samt på rejser over land i Skandinavien, tegnede og malede disse kunstnere de fremmedartede miljøer de befandt sig i. Mange af disse billeder blev siden lavet om til litografier og udgivet i Atlas Pittoresque. De har i høj grad bidraget til den nordiske kulturhistorie, især skildringerne fra den norske nordvest kyst, Lapland, Svalbard og Færøerne. Også Mayers skildringer fra Island og Grønland, fra den første Recherche-ekspedition er kulturhistoriske perler, og tre af disse er udgivet som frimærker af det islandske postvæsen.
 Billederne, som er blevet brugt til denne færøske hyldest til La Recherche-kunstnerne, er lavet af Barthélemy Lauvergne. Det færøske postvæsen har valgt to motiver fra hans færøske serie. Det første forestillende korvetten La Recherche med øen Nólsoy i baggrunden. Det andet frimærke forestiller det majestætiske bjerg Skælingsfjall. Det ene litografi (Skælingsfjall) er udført af Sabatier efter Lauvergnes forlæg, mens det andet er udført af Lauvergne.
Flere billeder og mere information om La Recherche-ekspeditionen kommer på www.faroestamps.fo i forbindelse med frimærkeudgivelsen.
Bølgekraft
 Det vestnordiske samarbejde mellem Grønland, Island og Færøerne fejrer i 2007 10 års jubilæum og udgiver i den forbindelse en fælles frimærkeudgivelse med temaet miljøvenlig energi. Det færøske frimærke illustrerer bølgeenergi, det grønlandske illustrerer vandkraft og det islandske jordvarme.
Ren energi der aldrig bruges op Miljøet omkring os med svindende energikilder og vanskeligheder i denne forbindelse udgør i dag et presserende tema - også på Færøerne.
I denne forbindelse har de to selskaber SEV og Wavegen i fællesskab stiftet energiselskabet SeWave, der skal udvikle et bølgekraftværk på Færøerne, der producerer ren energi, som hverken kan ses eller høres. Med andre ord: uudtømmelig energi.
Al denne bølgekraft, kendskabet til geologien og flere års forsøg med tunnelarbejde på Færøerne gør øerne velegnet til denne nye teknik, der også kan benyttes internationalt under de rigtige lokale forhold.
Hvorfor bølgekraft? Verdens energiforbrug svarer på årsbasis til 10 mia. tons olie. Heraf stammer 90% fra fossile energikilder (olie, gas, kul og tømmer o.l.) , mens godt 10% stammer fra kernekraft og varige energikilder (vand, vind, bølger og sol). Prognoser antyder, at i løbet af de næste hundrede år vil forbruget af varig energi vokse med 40150%.
Det er derfor både nødvendigt og passende at udvikle varige energikilder, som f. eks bølgeenergi. På Færøerne udgør fyringsolie og benzin 90% af energibehovet. Af det samlede elforbrug kommer 3540% fra de varige energikilder vand og vind.
Bølgekraftværket Et tunnelbølgekraftværk giver flere fordele i forhold til andre landfaste bølgeenergisystemer. Disse fordele består i, at man bygger på land og ikke på brændingen, og at systemet hverken ses eller høres.
Princippet er at man graver en tunnel på land, under klipperne og ud mod havet. En dobbeltrettet Butterflyturbine sættes i hullet, og til sidst sprænges et hul ud 3,5 m under havoverfladen. Bølgegangen vil presse luften op til turbinen og tilsvarende trække luft ud igen i begge tilfælde vil turbinen producere strøm.
Lykkes det at få en rimelig kraftproduktion fra pilotprojektet, er vejen banet for en lang række anlæg rundt om i Europa, som ingen vil kunne mærke noget til, når først byggeprocessen er overstået.
Det færøske bølgemiljø er blandt verdens energirigeste. Undersøgelser er foretaget på to steder: i Søltuvík på Sandoy og i Nípan på Vágar. Man har også lavet miljøundersøgelser med henblik på selve området, støjniveauet, fuglelivet og byggevirksomhed.
Færøerne og omverdenen De sidste år har importen af brændstof været imellem 10 og 15% af den samlede mængde. Til sammenligning kan nævnes, at EU er særdeles afhængig af energiimport, der udgør 6% af al import til EU. For at forbedre denne situation er det nødvendigt at udnytte de varige energikilder i større grad og at effektivisere energiudnyttelsen i det hele taget.
Vedtægterne fra 1996 har for det indre elmarked fastlagt, at leverandører af elektriciteten skal købe strøm fra varige energikilder, hvilket medfører, at varig energi altid kommer før elektricitet fra olie eller kul, selvom varig energi er dyrere.
EUstøtte EU har givet SeWave tilsagn om en støtte på 10,2 mio. kr. til et forsøgsanlæg til bølgeenergi på Færøerne. Denne støtte svarer til 23% af de samlede projektomkostninger. EU mener, at bølgeenergiprojektet på Færøerne er meget relevant for udviklingen af bølgeenergi i Europa.
Går det efter planen, påbegyndes projektet i slutningen af 2006, og det skal stå færdigt i 2009. Det drejer sig om et bølgekraftværk med tilhørende forskningsanlæg, og de samlede omkostninger udgør ca. 3540 mio. kr. Produktionen forventes at ligge på 1 mio. kWh pr. år, hvilket svarer til forbruget for 1250 husstande.
På www.sewave.fo fås yderligere oplysninger.
|