NORDIC ISSUE 2004

FROYSKT
ENGLISH
DEUTSCH
SKANDINAVISK



Trur og Hymir trri
T mlti Ganglri:
Mtur tykir mr tgars-Loki at vera, hast hann tekur ngv til gand og kynstur.  Ta skilst at hann er mtur, av t at hann hevi hirmenn vi tlkum mtti.  Men, hevur Trur ikki hevnt seg?

Hgur svarar:
Ta er ikki kent, og einum ntist ikki at vera frur maur fyri at skilja ta, at Trur btti fyri hesa ferina.
So er sagt, at hann ikki var leingi heima, fyrr enn hann beyst so skundisliga aftur til ferar, at hann hvrki hevi kerru ella bukkar, ella fylgisneytar vi sr.
Hann fr t av Migari, skapi av einum ungum drongi.  Eitt kvldi kom hann til ein jtun i rptist Hymir og gisti har um nttina.
T i lsti mti degi, fr Hymir upp, klddist og gjrdi seg t til trur.  Trur sprakk t upp, og var skjtt bgvin, og spurdi Hymir um hann kundi sleppa vi honum.
Hymir svarai, at ltil nytta mundi vera honum.  Hann var ltil og ungur: og t verur helst kaldur, um eg liggi so leingi og so uttarlaga sum eg eri vanur.
Men Trur svarai, at hann kundi rgva so langt fr landi sum hann vildi, og ta var ikki vist, um ikki hann sjlvur var tann i fyrst ba um at sleppa at rgva aftur til lands.  Trur var so ur inn jatnan, at ta var um reppi, at hann brendi hamaran skallan honum.  Men hann lat vera, t hann tlai at royna alv sn til anna.
Hann spurdi Hymir hvat teir skuldu hava til beiti, men Hymir ba hann skaffa sr agn sjlvur.

T fr Trur til ein flokk av oksum i Hymir tti.  Hann tk tann besta oksan, i rptist Himinrjur, sleit heysin av honum og tk ta tk ta vi sr til strandar. 
T hevi Hymir flota btin.  Trur fr umbor og settist eysrmsbekkin, legi rar t og ri, og Hymir tkti at bturin gekk vl av rri hansara.  Sjlvur sat Hymir toftubekki og ri, og t lei rurin skjtt.
So segi Hymir, at teir vru komnir t grunnin har hann var vanur at draga flundru, men Trur segi, at hann vildi ngv longur t.  So ru teir vari.
T segi Hymir, at teir vru komnir so langt t, at ta var httisligt at liggja uttari orsaka av Migarsorminum, men Trur segi, at hann vildi rgva enn eina stund, og ta gjrdi hann so, men Hymir dmdi einki.

So legi Trur rarnar inn, og greiddi eitt sera sterkt snri, og ongulin var hvrki minni ella veikari.  Hann krkti oksarhvdi ongulin og kastai t, og lat hann fara til botns.  Satt at siga, so lumpai Trur ikki Migarsormin minnu, enn tgars-Loki hevi spotta hann, t hann lyfti orminum vi snum hondum.
Migarsormurin gloypti oksarhvdinum, og ongulin settist gman honum.  Men t ormurin kendi ta, br hann sr so fast, at bir nevarnir Tri brustu stokkin.  T gjrdist hann ur og samegin   honum vaks.  Hann spenti so fast, at bar fturnar fru gjgnum btin og stu botni, og soleiis dr hann ormin at bori.  Og ein kann trygt siga, at eingin hevur s ruligari sjn enn t Trur hvesti eyguni at orminum, og ormin stardi afturmti, mean eitur sprndi r honum.
So sigst, at jatnin Hymir skifti lit og bliknai av rslu, t hann s ormin, mean sjgvurin breytst aftur og fram btinum.  Og t at Trur br hamaranum, fumlaist jatnin eftir agnsknvinum og kvetti snri hj honum, so ormurin skk aftur sjgvin.  Trur kastai hamaran eftir honum, og so sigst, at hann kvetti hvdi av honum bylgjunum, men sannleikin man vera, at Migarsormurin livir enn og liggur thavinum.
Men Trur reiggjai nevan og sl Hymir vi oyra, so at hann stoyttist fyri bor og bara iljarnar komu undan.  San vassai Trur aftur til lands.



Thor's Fishing-trip
Then said Gangleri:
Very mighty is tgarda-­Loki, and he deals much in wiles and in magic; and his might may be seen in that he had such henchmen as have great, prowess. Now did Thor ever take vengeance for this?

Hrr answered:
It is not unknown, though one be not a scholar, that Thor took redress for this journey of which the tale has but now been told; and he did not tarry at home long before he made ready for his journey so hastily that he had with him no chariot and no he-goats and no retinue.

He went out over Midgard in the guise of a young lad, and came one evening at twilight to a cer­tain giants, who was called Hymir. Thor abode as guest there overnight; but at dawn Hymir arose and clothed him­self and made ready to row to sea a-fishing. Then Thor sprang up and was speedily ready, and asked Hymir to let him row to sea with him. But Hymir said that Thor would be of little help to him, being so small and a youth, And thou wilt freeze, if I stay so long and so far out as I am wont. But Thor said that he would be able to row far out from land, for the reason that it was not certain whether he would be the first to ask to row back. Thor became so enraged at the giant that he was forthwith ready to let his hammer crash against him; but he forced himself to for­bear, since he purposed to try his strength in another quar­ter.
He asked Hymir what they should have for bait, but Hymir bade him get bait for himself. Then Thor turned away thither where he saw a certain herd of oxen, which Hymir owned; he took the largest ox, called Himinbrjotr, (1) and cut off its head and went therewith to the sea. By that time Hymir had shoved out the boat.

Thor went aboard the skiff and sat down in the stern-seat, took two oars and rowed; and it seemed to Hymir that swift progress came of his rowing. Hymir rowed for­ward in the bow, and the rowing proceeded rapidly; then Hymir said that they had arrived at those fishing-banks where he was wont to anchor and angle for flat-fish. But Thor said that he desired to row much farther, and they took a sharp pull; then Hymir said that they had come so far that it was perilous to abide out farther because of the Midgard Serpent. Thor replied that they would row a while yet, and so he did; but Hymir was then sore afraid. Now as soon as Thor had laid by the oars, he made ready a very strong fishing-line, and the hook was no less large and strong. Then Thor put the ox-head on the hook and cast it overboard, and the hook went to the bottom; and it is telling thee the truth to say that then Thor beguiled the Midgard Serpent no less than tgarda-Loki had mocked Thor, at the time when he lifted up the Serpent in his hand.

The Midgard Serpent snapped at the ox-head, and the hook caught in its jaw; but when the Serpent was aware of this, it dashed away so fiercely that both Thors fists crashed against the gunwale. Then Thor was angered, and took upon him his divine strength, braced his feet so strongly that he plunged through the ship with both feet, and dashed his feet against the bottom; then he drew the Serpent up to the gunwale. And it may be said that no one has seen very fearful sights who might not see that: how Thor flashed fiery glances at the Serpent, and the Serpent in turn stared up toward him from below and blew venom.


 


Then, it is said, the giant Hymir grew pale, became yel­low, and was sore afraid, when he saw the Serpent, and how the sea rushed out and in through the boat. In the very moment when Thor clutched his hammer and raised it on high, then the giant fumbled for his fish-knife and hacked off Thors line at the gunwale, and the Serpent sank down into the sea. Thor hurled his hammer after it; and men say that he struck off its head against the bottom; but I think it were true to tell thee that the Midgard Ser­pent yet lives and lies in the encompassing sea. But Thor swung his fist and brought it against Hymirs ear, so that he plunged overboard, and Thor saw the soles of his feet. And Thor waded to land.
Text by courtesy of Northvegr



Thor und Die Midgardschlange
Da sprach Gangleri:
Ein gewaltiger Mann mu Utgardloki sein, und viel mit Tuschung und Zauberei vermgen, und seine Gewalt scheint um so grer als er Hofleute hat, die groe Macht besitzen. Aber hat Thor dies auch gerochen?

Har antwortete:
Es ist nicht unbekannt, selbst den Ungelehrten, wie Thor fr die Reise, die nun erzhlte wurde, Ersatz nahm. Er weilte nicht lange daheim, sondern griff so hastig zu dieser Fahrt, da er weder Wagen noch Bcke noch Reisegesellschaft mitnahm.

Er ging aus ber Midgard als ein junger Gesell, und kam eines Abends zu einem Riesen, der Hymir hie. Da blieb Thor und nahm Herberge. Aber als es tagte, stand Ymir auf und machte sich fertig, auf die See zu rudern zum Fischfang. Thor stand auch auf und war gleich bereit und bat, da Hymir ihn mit sich auf die See rudern liee. Hymir sagte, er knne nur wenig Hilfe von ihm haben, da er so klein und jung sei, und es wird dich frieren, wenn ich so weit hinausfahre und so lange auen bleibe wie ich gewohnt bin. Aber Thor sagte: er drfe nur immer recht weit hinausfahren, da es noch ungewi sei, wer von ihnen beiden zuerst auf die Rckkehr dringen werde; und Thor zrnte dem Riesen so, da wenig fehlte, er htte ihn seinen Hammer fhlen lassen. Doch unterlie er es, weil er seine Kraft anderwrts zu versuchen gedachte.
Er fragte Hymir, was sie zum Kder nehmen wollten, und Hymir sagte, er solle sich selber einen Kder verschaffen. Da ging Thor dahin, wo er eine Herde Ochsen sah, die Hymir gehrte, und nahm den grten Ochsen, der Himinbriotr (Himmelsbrecher) hie, ri ihm das Haupt ab und nahm das mit an die See. Hymir hatte das Boot unterdessen ins Wasser geflt.

Thor ging an Bord, setzte sich hinten ins Schiff, nahm zwei Ruder und ruderte so, da Hymir gedachte, von seinem Rudern habe er gute Fahrt. Hymir ruderte vorn, so da sie schnell fuhren. Da sagte Hymir, sie wren nun an die Stelle gekom­men, wo er gewohnt sei zu halten und Fische zu fangen. Aber Thor sagte, er wolle noch viel weiter rudern: sie fuhren also noch lustig weiter. Da sagte Hymir, sie wren nun so weit hinausgekommen, da es gefhrlich wre, in grerer Ferne zu halten wegen der Midgard­schlange. Aber Thor sagte, er werde noch eine Weile rudern und so tat er, womit Hymir bel zufrieden war. Endlich zog Thor die Ruder ein und rstete eine sehr starke Angelschnur zu, und der Hanken daran war nicht kleiner oder schwcher. Thor steckte den Ochsen­kopf an die Angel, warf sie von Bord und die Angel fuhr zu Grunde. Da mag man nun frwahr sagen, da Thor die Midgardschlange nicht minder zum besten hatte, als Utgardloki seiner spottete, da er die Schlange mit seiner Hand heben sollte.

Die Midgardschlange schnappte nach dem Ochsenkopf und die Angel haftete dem Wurm im Gaumen. Als die Schlange das merkte, zuckte sie so stark, da Thor mit beiden Fusten auf den Schiffsrand geworfen wurde. Da wurde Thor zornig, fuhr in seine Asenstrke und sperrte sich so mchtig, da er mit beiden Fen das Schiff durchstie und sich gegen den Grund des Meeres stemmte: also zog er die Schlange herauf an Bord. Und das mag man sagen, da niemand einen schrecklichen Anblick gesehen hat, der nicht sah, wie jetzt Thor die Augen wider die Schlange schrfte und die Schlange von unten ihm entgegen stierte und Gift blies.
Da wird gesagt, da der Riese Hymir die Farbe wechselte und vor Schrecken erbleichte, als er die Schlange sah und wie die See im Boot aus- und einstrmte. Aber in dem Augenblick, da Thor den Hammer ergriff und in der Luft schwang, strzte der Riese hinzu mit seinem Messer und zerschnitt Thors Angelschnur, und die Schlange versank in die See, und Thor warf den Hammer nach ihr, und die Leute sagen, er habe ihr im Meeres­grund das Haupt abgeschlagen; doch mich dnkt, die Wahrheit ist, da die Midgardschlange noch lebt und in der See liegt. Aber Thor schwang die Faust und traf den Riesen so ans Ohr, da er ber Bord strzte und seine Fusohlen sehen lie.
Da watete Thor ans Land
.
Text by courtesy of Boudicca's Bard 



Tors og Hymers fisketur
Da sagde Ganglre:
Denne Udgrdsloke forekommer mig at have vret ganske mgtig, selv om han tyede meget til trolddom og list.  Man kan forst at han m vre mgtig, idet han havde s kraftfulde hirdmnd.  Men har Tor ikke hvnet sig?

Hj svarede:
Det er ikke nogen hemmelighed, og man behver ikke vre en sagnkyndig mand for at forst, at Tor fik oprejsning for frden vi lige har fortalt om.
Han havde ikke vret lnge hjemme, fr hann forberedte sig til en ny rejse.  Det skete s hastigt, at han hverken fik krre, bukke eller rejsefller med sig.

Han forlod Midgrd i en ung mands skikkelse, og kom en aften til en jtte som kaldtes Hymer, hvor han overnattede.
Ved daggry stod Hymer op, kldte sig p og forberedte sig p at ro ud p fiskeri.  Da sprang Tor op, var hurtig rede, og spurgte Hymer om han kunne f lov til at flge med ham p fiskeri.
Hymer svarede, at han var lille og ung, og nppe til megen nytte: Og du kommer nok til at fryse, hvis jeg ligger s lnge, og s langt ude p sen som jeg plejer.
Men Tor svarede, at han kunne ro lige s langt fra land som han ville, og det var et sprgsml om det ikke snarere ville vre ham som frst ville bede om lov til at ro hjemad igen.  Tor var s rasende p jtten, at det var p hngende hr at han slog hammeren i skallen p ham.  Men han lod vre, fordi han havde tnkt sig at bruge krfterne p andre ting.
Han spurgte Hymer hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham skaffe sin egen madding.

S gik Tor til en flok okser som Hymer ejede.  Han tog den bedste okse, som kaldtes Himinrjod, rev hovedet af den og bar det ned til stranden.
Da havde Hymer sat bden i vandet.  Tor gik ombord og satte sig p serumsbnken (den bagerste bnk i en robd), lagde rerne ud og roede, og Hymer syntes at bden skd god fart ved hans roning.  Selv sad Hymer p toftebnken (den forreste bnk) og roede, og da gik roningen hurtigt.
S sagde Hymer, at de var kommet ud tilden fiskegrund, hvor han plejede at fange helleflyndere, men Tor sagde, at han ville meget lngere ud.  S roede de videre.
Da sagde Hymer, at de nu var kommet s langt ud, at det ikke var tilrdeligt at ro lngere p grund af Midgrdsormen.  Men Tor sagde, at han ville ro et stykke lngere, hvilket han gjorde, men Hymer brd sig ikke om det.

S lagde Tor rerne ind, og forberedte en meget strk fiskesnre, og krogen var hverken mindre eller svagere.  Han satte oksehovedet p krogen, kastede den overbord og lod den synke til bunds.
Sandt at sige, s narrede Tor ikke Midgrdsormen mindre, end Udgrdsloke havde hnet ham, dengang han lftede ormen med sine hnder.
Midgrdsormen slugte oksehovedet, og krogen satte sig fast i ganen p den.  Men da ormen mrkede det, rykkede den s hrdt til, at begge Tors nver slog i rlingen.  Da blev han vred, og asakraften i ham voksede.  Han spndte s hrdt til, at begge fdderne gik igennem bdens bund og stod p havbunden, og sledes drog han ormen op til bdkanten.  Og man kan roligt sige, at ingen har set et frygteligere syn, end nr Tor og ormen gloede p hinanden, mens edder sprjtede fra den.
Efter sigende, skulle jtten Hymer skifte farve og blegne af rdsel, da han s ormen, mens sen vltede frem og tilbage i bden.  Og i det samme som Tor greb hammeren og svingede den i luften, famlede jtten efter agnkniven og skar snren over, s ormen sank tilbage i dybet.  Tor kasede hammeren efter den, og skulle efter sigende hugge hovedet af den dernede i dybet, men sandheden er nok snarere, at Midgrdsormen endnu er i live og ligger i udhavet.
Men Tor lftede sin knytnve og slog Hymer under ret, s han faldt overbord og kun hans skosler var synlige.  Siden vadede Tor tilbage i land.


 

Back to FrontpageLast update 22 November 2011 - 14:01