Tórur og Hymir á útróðri
Tá mælti Ganglæri:
”Mætur tykir mær Útgarðs-Loki at vera, hóast hann tekur nógv til gand og kynstur.  Tað skilst at hann er mætur, av tí at hann hevði hirðmenn við tílíkum mátti.  Men, hevur Tórur ikki hevnt seg?”

Høgur svarar:
”Tað er ikki ókent, og einum nýtist ikki at vera fróður maður fyri at skilja tað, at Tórur bøtti fyri hesa ferðina.
So er sagt, at hann ikki var leingi heima, fyrr enn hann beyðst so skundisliga aftur til ferðar, at hann hvørki hevði kerru ella bukkar, ella fylgisneytar við sær.
Hann fór út av Miðgarði, í skapi av einum ungum drongi.  Eitt kvøldið kom hann til ein jøtun ið róptist Hymir og gisti har um náttina.
Tá ið lýsti móti degi, fór Hymir upp, klæddist og gjørdi seg út til útróður.  Tórur sprakk tá upp, og var skjótt búgvin, og spurdi Hymir um hann kundi sleppa við honum.
Hymir svaraði, at lítil nytta mundi vera í honum.  Hann var lítil og ungur: “og tú verður helst kaldur, um eg liggi so leingi og so uttarlaga sum eg eri vanur.”
Men Tórur svaraði, at hann kundi rógva so langt frá landi sum hann vildi, og tað var ikki vist, um ikki hann sjálvur varð tann ið fyrst bað um at sleppa at rógva aftur til lands.  Tórur var so óður inn á jatnan, at tað var um reppið, at hann brendi hamaran í skallan á honum.  Men hann lat vera, tí hann ætlaði at royna alv sín til annað.
Hann spurdi Hymir hvat teir skuldu hava til beiti, men Hymir bað hann skaffa sær agn sjálvur.

Tá fór Tórur til ein flokk av oksum ið Hymir átti.  Hann tók tann besta oksan, ið róptist Himinrjóður, sleit heysin av honum og tók tað tók tað við sær til strandar. 
Tá hevði Hymir flota bátin.  Tórur fór umborð og settist á eysrúmsbekkin, legði árar út og róði, og Hymir tókti at báturin gekk væl av róðri hansara.  Sjálvur sat Hymir á toftubekki og róði, og tá leið róðurin skjótt.
So segði Hymir, at teir vóru komnir út á grunnin har hann var vanur at draga flundru, men Tórur segði, at hann vildi nógv longur út.  So róðu teir víðari.
Tá segði Hymir, at teir vóru komnir so langt út, at tað var hættisligt at liggja uttari orsaka av Miðgarðsorminum, men Tórur segði, at hann vildi rógva enn eina stund, og tað gjørdi hann so, men Hymir dámdi einki.

So legði Tórur árarnar inn, og greiddi eitt sera sterkt snøri, og ongulin var hvørki minni ella veikari.  Hann krøkti oksarhøvdið á ongulin og kastaði út, og lat hann fara til botns.  Satt at siga, so lumpaði Tórur ikki Miðgarðsormin minnu, enn Útgarðs-Loki hevði spotta hann, tá hann lyfti orminum við sínum hondum.
Miðgarðsormurin gloypti oksarhøvdinum, og ongulin settist í góman á honum.  Men tá ormurin kendi tað, brá hann sær so fast, at báðir nevarnir á Tóri brustu í stokkin.  Tá gjørdist hann óður og ásamegin í  honum vaks.  Hann spenti so fast, at báðar føturnar fóru ígjøgnum bátin og stóðu á botni, og soleiðis dró hann ormin at borði.  Og ein kann trygt siga, at eingin hevur sæð ræðuligari sjón enn tá Tórur hvesti eyguni at orminum, og ormin stardi afturímóti, meðan eitur sprændi úr honum.
So sigst, at jatnin Hymir skifti lit og bliknaði av ræðslu, tá hann sá ormin, meðan sjógvurin breytst aftur og fram í bátinum.  Og í tí at Tórur brá hamaranum, fumlaðist jatnin eftir agnsknívinum og kvetti snørið hjá honum, so ormurin søkk aftur í sjógvin.  Tórur kastaði hamaran eftir honum, og so sigst, at hann kvetti høvdið av honum í bylgjunum, men sannleikin man vera, at Miðgarðsormurin livir enn og liggur í úthavinum.
Men Tórur reiggjaði nevan og sló Hymir við oyra, so at hann stoyttist fyri borð og bara iljarnar komu undan.  Síðan vassaði Tórur aftur til lands.”

Thor's Fishing-trip
Then said Gangleri:
“Very mighty is Útgarda-­Loki, and he deals much in wiles and in magic; and his might may be seen in that he had such henchmen as have great, prowess. Now did Thor ever take vengeance for this?”

Hárr answered:
“It is not unknown, though one be not a scholar, that Thor took redress for this journey of which the tale has but now been told; and he did not tarry at home long before he made ready for his journey so hastily that he had with him no chariot and no he-goats and no retinue.

He went out over Midgard in the guise of a young lad, and came one evening at twilight to a cer­tain giant’s, who was called Hymir. Thor abode as guest there overnight; but at dawn Hymir arose and clothed him­self and made ready to row to sea a-fishing. Then Thor sprang up and was speedily ready, and asked Hymir to let him row to sea with him. But Hymir said that Thor would be of little help to him, being so small and a youth, ‘And thou wilt freeze, if I stay so long and so far out as I am wont.’ But Thor said that he would be able to row far out from land, for the reason that it was not certain whether he would be the first to ask to row back. Thor became so enraged at the giant that he was forthwith ready to let his hammer crash against him; but he forced himself to for­bear, since he purposed to try his strength in another quar­ter.
He asked Hymir what they should have for bait, but Hymir bade him get bait for himself. Then Thor turned away thither where he saw a certain herd of oxen, which Hymir owned; he took the largest ox, called Himinbrjotr, (1) and cut off its head and went therewith to the sea. By that time Hymir had shoved out the boat.

Thor went aboard the skiff and sat down in the stern-seat, took two oars and rowed; and it seemed to Hymir that swift progress came of his rowing. Hymir rowed for­ward in the bow, and the rowing proceeded rapidly; then Hymir said that they had arrived at those fishing-banks where he was wont to anchor and angle for flat-fish. But Thor said that he desired to row much farther, and they took a sharp pull; then Hymir said that they had come so far that it was perilous to abide out farther because of the Midgard Serpent. Thor replied that they would row a while yet, and so he did; but Hymir was then sore afraid. Now as soon as Thor had laid by the oars, he made ready a very strong fishing-line, and the hook was no less large and strong. Then Thor put the ox-head on the hook and cast it overboard, and the hook went to the bottom; and it is telling thee the truth to say that then Thor beguiled the Midgard Serpent no less than Útgarda-Loki had mocked Thor, at the time when he lifted up the Serpent in his hand.

The Midgard Serpent snapped at the ox-head, and the hook caught in its jaw; but when the Serpent was aware of this, it dashed away so fiercely that both Thor’s fists crashed against the gunwale. Then Thor was angered, and took upon him his divine strength, braced his feet so strongly that he plunged through the ship with both feet, and dashed his feet against the bottom; then he drew the Serpent up to the gunwale. And it may be said that no one has seen very fearful sights who might not see that: how Thor flashed fiery glances at the Serpent, and the Serpent in turn stared up toward him from below and blew venom.

Then, it is said, the giant Hymir grew pale, became yel­low, and was sore afraid, when he saw the Serpent, and how the sea rushed out and in through the boat. In the very moment when Thor clutched his hammer and raised it on high, then the giant fumbled for his fish-knife and hacked off Thor’s line at the gunwale, and the Serpent sank down into the sea. Thor hurled his hammer after it; and men say that he struck off its head against the bottom; but I think it were true to tell thee that the Midgard Ser­pent yet lives and lies in the encompassing sea. But Thor swung his fist and brought it against Hymir’s ear, so that he plunged overboard, and Thor saw the soles of his feet. And Thor waded to land.”
Text by courtesy of Northvegr

Thor und Die Midgardschlange
Da sprach Gangleri:
“Ein gewaltiger Mann muß Utgardloki sein, und viel mit Täuschung und Zauberei vermögen, und seine Gewalt scheint um so größer als er Hofleute hat, die große Macht besitzen. Aber hat Thor dies auch gerochen?“

Har antwortete:
“Es ist nicht unbekannt, selbst den Ungelehrten, wie Thor für die Reise, die nun erzählte wurde, Ersatz nahm. Er weilte nicht lange daheim, sondern griff so hastig zu dieser Fahrt, daß er weder Wagen noch Böcke noch Reisegesellschaft mitnahm.

Er ging aus über Midgard als ein junger Gesell, und kam eines Abends zu einem Riesen, der Hymir hieß. Da blieb Thor und nahm Herberge. Aber als es tagte, stand Ymir auf und machte sich fertig, auf die See zu rudern zum Fischfang. Thor stand auch auf und war gleich bereit und bat, daß Hymir ihn mit sich auf die See rudern ließe. Hymir sagte, er könne nur wenig Hilfe von ihm haben, da er so klein und jung sei, “und es wird dich frieren, wenn ich so weit hinausfahre und so lange außen bleibe wie ich gewohnt bin.“ Aber Thor sagte: er dürfe nur immer recht weit hinausfahren, da es noch ungewiß sei, wer von ihnen beiden zuerst auf die Rückkehr dringen werde; und Thor zürnte dem Riesen so, daß wenig fehlte, er hätte ihn seinen Hammer fühlen lassen. Doch unterließ er es, weil er seine Kraft anderwärts zu versuchen gedachte.
Er fragte Hymir, was sie zum Köder nehmen wollten, und Hymir sagte, er solle sich selber einen Köder verschaffen. Da ging Thor dahin, wo er eine Herde Ochsen sah, die Hymir gehörte, und nahm den größten Ochsen, der Himinbriotr (Himmelsbrecher) hieß, riß ihm das Haupt ab und nahm das mit an die See. Hymir hatte das Boot unterdessen ins Wasser geflößt.

Thor ging an Bord, setzte sich hinten ins Schiff, nahm zwei Ruder und ruderte so, daß Hymir gedachte, von seinem Rudern habe er gute Fahrt. Hymir ruderte vorn, so daß sie schnell fuhren. Da sagte Hymir, sie wären nun an die Stelle gekom­men, wo er gewohnt sei zu halten und Fische zu fangen. Aber Thor sagte, er wolle noch viel weiter rudern: sie fuhren also noch lustig weiter. Da sagte Hymir, sie wären nun so weit hinausgekommen, daß es gefährlich wäre, in größerer Ferne zu halten wegen der Midgard­schlange. Aber Thor sagte, er werde noch eine Weile rudern und so tat er, womit Hymir übel zufrieden war. Endlich zog Thor die Ruder ein und rüstete eine sehr starke Angelschnur zu, und der Hanken daran war nicht kleiner oder schwächer. Thor steckte den Ochsen­kopf an die Angel, warf sie von Bord und die Angel fuhr zu Grunde. Da mag man nun fürwahr sagen, daß Thor die Midgardschlange nicht minder zum besten hatte, als Utgardloki seiner spottete, da er die Schlange mit seiner Hand heben sollte.

Die Midgardschlange schnappte nach dem Ochsenkopf und die Angel haftete dem Wurm im Gaumen. Als die Schlange das merkte, zuckte sie so stark, daß Thor mit beiden Fäusten auf den Schiffsrand geworfen wurde. Da wurde Thor zornig, fuhr in seine Asenstärke und sperrte sich so mächtig, daß er mit beiden Füßen das Schiff durchstieß und sich gegen den Grund des Meeres stemmte: also zog er die Schlange herauf an Bord. Und das mag man sagen, daß niemand einen schrecklichen Anblick gesehen hat, der nicht sah, wie jetzt Thor die Augen wider die Schlange schärfte und die Schlange von unten ihm entgegen stierte und Gift blies.
Da wird gesagt, daß der Riese Hymir die Farbe wechselte und vor Schrecken erbleichte, als er die Schlange sah und wie die See im Boot aus- und einströmte. Aber in dem Augenblick, da Thor den Hammer ergriff und in der Luft schwang, stürzte der Riese hinzu mit seinem Messer und zerschnitt Thors Angelschnur, und die Schlange versank in die See, und Thor warf den Hammer nach ihr, und die Leute sagen, er habe ihr im Meeres­grund das Haupt abgeschlagen; doch mich dünkt, die Wahrheit ist, daß die Midgardschlange noch lebt und in der See liegt. Aber Thor schwang die Faust und traf den Riesen so ans Ohr, daß er über Bord stürzte und seine Fußsohlen sehen ließ. Da watete Thor ans Land.
Text by courtesy of Boudicca's Bard 

Tors og Hymers fisketur
Da sagde Ganglære:
”Denne Udgårdsloke forekommer mig at have været ganske mægtig, selv om han tyede meget til trolddom og list.  Man kan forstå at han må være mægtig, idet han havde så kraftfulde hirdmænd.  Men har Tor ikke hævnet sig?”

Høj svarede:
”Det er ikke nogen hemmelighed, og man behøver ikke være en sagnkyndig mand for at forstå, at Tor fik oprejsning for færden vi lige har fortalt om.
Han havde ikke været længe hjemme, før hann forberedte sig til en ny rejse.  Det skete så hastigt, at han hverken fik kærre, bukke eller rejsefæller med sig.

Han forlod Midgård i en ung mands skikkelse, og kom en aften til en jætte som kaldtes Hymer, hvor han overnattede.
Ved daggry stod Hymer op, klædte sig på og forberedte sig på at ro ud på fiskeri.  Da sprang Tor op, var hurtig rede, og spurgte Hymer om han kunne få lov til at følge med ham på fiskeri.
Hymer svarede, at han var lille og ung, og næppe til megen nytte: ”Og du kommer nok til at fryse, hvis jeg ligger så længe, og så langt ude på søen som jeg plejer.”
Men Tor svarede, at han kunne ro lige så langt fra land som han ville, og det var et spørgsmål om det ikke snarere ville være ham som først ville bede om lov til at ro hjemad igen.  Tor var så rasende på jætten, at det var på hængende hår at han slog hammeren i skallen på ham.  Men han lod være, fordi han havde tænkt sig at bruge kræfterne på andre ting.
Han spurgte Hymer hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham skaffe sin egen madding.

Så gik Tor til en flok okser som Hymer ejede.  Han tog den bedste okse, som kaldtes Himinrjod, rev hovedet af den og bar det ned til stranden.
Da havde Hymer sat båden i vandet.  Tor gik ombord og satte sig på øserumsbænken (den bagerste bænk i en robåd), lagde årerne ud og roede, og Hymer syntes at båden skød god fart ved hans roning.  Selv sad Hymer på toftebænken (den forreste bænk) og roede, og da gik roningen hurtigt.
Så sagde Hymer, at de var kommet ud tilden fiskegrund, hvor han plejede at fange helleflyndere, men Tor sagde, at han ville meget længere ud.  Så roede de videre.
Da sagde Hymer, at de nu var kommet så langt ud, at det ikke var tilrådeligt at ro længere på grund af Midgårdsormen.  Men Tor sagde, at han ville ro et stykke længere, hvilket han gjorde, men Hymer brød sig ikke om det.

Så lagde Tor årerne ind, og forberedte en meget stærk fiskesnøre, og krogen var hverken mindre eller svagere.  Han satte oksehovedet på krogen, kastede den overbord og lod den synke til bunds.
Sandt at sige, så narrede Tor ikke Midgårdsormen mindre, end Udgårdsloke havde hånet ham, dengang han løftede ormen med sine hænder.
Midgårdsormen slugte oksehovedet, og krogen satte sig fast i ganen på den.  Men da ormen mærkede det, rykkede den så hårdt til, at begge Tors næver slog i rælingen.  Da blev han vred, og asakraften i ham voksede.  Han spændte så hårdt til, at begge fødderne gik igennem bådens bund og stod på havbunden, og således drog han ormen op til bådkanten.  Og man kan roligt sige, at ingen har set et frygteligere syn, end når Tor og ormen gloede på hinanden, mens edder sprøjtede fra den.
Efter sigende, skulle jætten Hymer skifte farve og blegne af rædsel, da han så ormen, mens søen væltede frem og tilbage i båden.  Og i det samme som Tor greb hammeren og svingede den i luften, famlede jætten efter agnkniven og skar snøren over, så ormen sank tilbage i dybet.  Tor kasede hammeren efter den, og skulle efter sigende hugge hovedet af den dernede i dybet, men sandheden er nok snarere, at Midgårdsormen endnu er i live og ligger i udhavet.
Men Tor løftede sin knytnæve og slog Hymer under øret, så han faldt overbord og kun hans skosåler var synlige.  Siden vadede Tor tilbage i land.”